Gentleman i Paris

Før sommeren 1996 var det eneste, jeg kendte til sport, nogle fodboldkampe mod min far i vores lejlighed på Amalievej på Frederiksberg og fodboldkampene på legepladsen i børnehaven. Men den sommer skete der noget usædvanligt med mig. Jeg oplevede sporten på en ny måde, så den i et nyt perspektiv. Jeg så, hvordan menneskekroppen kunne presses til grænser, der ikke syntes mulige. Jeg stiftede bekendtskab med en sport, der mere end nogen anden viste rytternes lidelser, lod publikum komme helt tæt på deres følelser, deres tanker, deres fantastiske og legendariske sejre, deres frygtelige og smertefulde nederlag. Sporten var cykelsport, løbet var Tour de France, idolet var Bjarne Riis.

Siden da er cykelsporten gået fra for mig at være en sport, en interesse til at være en passion. En livslang passion. Jeg elsker cykelsport. Jeg ved godt, at man i disse år ikke bør sige det, men jeg elsker cykelsport. Jeg følger med i det, helt ned i ungdomsrækkerne. Jeg elsker alle slags cykelsport. Jeg elsker, når rytterne forcerer hårde, korte, stejle stigninger som Muur-Kapelmuur, Mur de Huy og Saint Nicolas. Jeg elsker at se de store brostensryttere banke sig selv gennem Arenbeerg eller over Coufour de l'Arbre. Jeg elsker at se de enorme enkeltstartskørere træde i enorme tråd, mens de kæmper på sekunder mod hinanden. Jeg elsker at se de små, lette grimpeurs flyve hen over de største bjerge i en så aggresiv stil, at det giver mig gåsehud. Jeg elsker at se de lynende hurtige sprintere nå enorm fart på det sidste stykke ind mod mål. Jeg elsker at se de elegante baneryttere skifte i et 6-dagesløb, tage en dobbeltomgang og suse ind i svinget. Jeg elsker at mærke begejstringen, glæden, folkefesten.

Jeg elsker historierne. Og jeg nyder historierne. Om hvordan Gino Bartali afværgede en kommunistisk revolution i Italien i ved at vinde Touren 1948, hvordan Coppi afsluttede krigen i italienerens bevidsthed, da han kørte ud af Turchino-tunellen Milano-San Remo 1946, og selv samme Coppis legendariske Tour-sejr 1952, hvor han forcerede Sestrière, Montgenevre og Alpe d'Huez som den første i historien. Jeg elsker Anquetils sejre, Merckx' evne til at æde alt, jeg ved, at han nægtede at bære den gule trøje, da Ocaña styrtede, jeg ved, at Hinault vandt Liège-Bastogne-Liège i 1980 ved at køre gennem snestorm. Men en Tour står for mig som den største, den vigtigste og mest historiske. Det var den udgave af Tour de France, jeg så som fireårig. Den udgave af Le Tour, der trak mig ind som inkarneret cykelelsker. Tour de France 1996. Jeg glemmer aldrig hans angreb på Sestrière og Les-Arcs. Jeg glemmer aldrig, da han knuste Indurains regime ved enkeltstarten i Val d'Isere. Og mindst af alt glemmer jeg da han med et overskud og en intellekt af uanet grad slog alt og alle på Hautacam. Og selvom Riis i dag erkendte, at han ikke var ren, og selvom det står klart for enhver, at cykelsporten aldrig har været det, så elsker jeg den. For inderst inde er jeg stadig den lille 4-årige dreng, der kører rundt på vejene og leger, at han kører mod de store stjerner: Zülle, Olano, Rominger, Berzin, Indurain, Ullrich, Jalabert, Virenque, Difaux. Men den største stjerne og min største helt, det er, det har altid været og det vil altid være Bjarne Riis.