I dag har Naser Khader og Anders Samuelsen fra De Radikale og Gitte Seeberg fra De Konservative dannet et nyt parti, Navnet er "Ny Alliance". Det er det, fordi det, partiet ønsker, netop er en ny alliance i dansk politik. De ønsker en alliance, der er uafhængig af Dansk Folkeparti. Rent politisk vil de lægge sig som et nyt, borgerligt parti, der nok vil lægge meget vægt på den borgerlige anstændighed. Deres politik vil sandsynligvis komme til at minde en hel del om den politik, CD i mange år stod for, især før Mimi Jacobsens drejning mod venstre. Men hvilke muligheder vil de have for at vinde vælgere?
I øjeblikket vil de nok hovedsageligt kunne fange to vælgergrupper:
De konservative vælgere, der er trætte af, at partiet samarbejder med Dansk Folkeparti om især integrations- og udenrigspolitikken. Det er de vælgere, der vil lægge meget vægt på den borgerlige anstændighed, det vil være de borgerlige humanister, der egentlig ønsker, at alle mennesker skal behandles pænt og ordentligt, og samtidig, at de mennesker, der har klaret sig godt skal have belønning for det. De vælgere er i partitoppen repræsenteret ved Gitte Seeberg, og med tiden er det nok ikke utænkeligt, at andre dele af den "røde" fløj i Det Konservative Folkeparti vil følge med.
Den anden vælgergruppe er den gruppe af radikale vælgere, der er trætte af, at Det Radikale Venstre har udviklet sig til et parti for de intellektuelle med mange penge. De ønsker et borgerligt og dog humanistisk parti for alle mennesker. De er repræsenteret ved Khader og Samuelsen, og med tiden måske også folk som Elisabeth Geday.
Hvis partiet Ny Alliance formår at trække de vælgergrupper til sig, så kan det godt være et parti, der kan slå sig fast på den politiske scene. Hvis de formår at markere sig med mange af de sager, man har set mange kristendemokrater rundt omkring i Europa slå sig op på, så har de en chance. De ting er lettelse af skatten på arbejde, en stram, men humanistisk udlændingepolitik, en solid og varieret uddannelse med videre. Men hvis det her går hen og bliver en højredrejet udgave af Det Radikale Venstre, hvis det her bliver Khaders personlige parti, hvis det aldrig formår at rive sig ud af stridighederne i Det Radikale Venstre, så er der nok tale om en politisk døgnflue.
mandag den 7. maj 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar