Efter formandsskiftet hos de Radikale er det måske på tide at se sig om efter, hvem der kunne blive den næste i rækken af afgående formænd. Der vil jeg meget gerne se over til det gamle godsejerparti, Konservative, hvor Bent Bendtsen mere og mere begynder at ligne en kransekagefigur. Bent Bendtsen har så at sige fuldført den mission, han var sat til at udføre: At skabe ro i Det Konservative parti. Derfor bør Bent Bendtsen gå af. Men i så fald vil han ikke som Marianne Jelved gå af, mens hun havde sat sin enorme succes over styr ved at gå all in i kampen for at blive statsminister. Hvis Bent Bendtsen gik af nu, ville han absolut blive husket som en politisk strateg, der formåede at holde styr på sit parti og fik skabt ro på partiets indre linjer.
Det naturlige spørgsmål, der så rejser sig, er naturligvis, hvem der i så fald skulle overtage formandsstolen hos De Konservative. Den ligger ret lige for. Allerede på KUs landsmøde opstillede KU Lene Espersen og Connie Hedegaard som formandskandidater. Her vandt Lene Espersen en jordskredssejr. Jeg vil personligt mene, at Connie Hedegaard vil være det bedste valg i dansk politik lige nu. Lene Espersen er ganske enkelt for konservativ til, at hun rigtigt vil kunne være manøvredygtig på den politiske slagmark af en midtbane, hvor næste folketingsvalg efter alt sandsynlighed vil blive afgjort. Lene Espersen er skam dygtig, og hun har uden tvivl gjort det godt som justitsminister, men jeg tror, at Connie Hedegaard vil være bedre som formand for de Konservative.
Connie Hedegaard er, ud over en engageret, fremragende og medlevende politiker, en af de få konservative, der virkelig er tålelig for socialdemokrater som mig. Hendes kamp for et ordentligt miljø er anerkendt både herhjemme og i udlandet. Og hun vil være en af de konservative, der vil kunne få mig til at sige, at et regeringssamarbejde ikke kategorisk kan afvises. Sammen med Connie Hedegaard ville en SKR(NA?)-regering kunne tænkes. Det bliver spændende at følge den næste spændende historie i denne fantastiske tid.
mandag den 18. juni 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Netop Connie Hedegaards bløde profil, som er "tålelig for Socialdemokrater som mig" gør hende til, sådan en konservativ, de har brug for i opposition til partiledelsen. En "fisker".
Hun kan bløde op for den hårde ret-skal-være-ret-profil partiet har, både af ideologiske årsager og af hensyn til en selvstændig profil på den politiske scene.
Hvis hun fik lov at lede, ville konservative bare melde sig ind i flokken af perifere partier, der forsøger at være borgerlige socialdemokrater, som elsker velfærdsstaten og hader høje skatter på midten. Det tror jeg ikke der er meget stemmefordel i. Det har ikke virket for KD eller CD endnu.
Send en kommentar