Det burde egentlig være logisk nok: Forældre må ikke slå deres børn. Men i dag kan politiken.dk skrive, at 10 år efter, at revselsesretten blev afskaffet, slår 13 % altså stadig deres børn. Det er ganske enkelt ikke i orden. Det er stærkt uacceptabelt, at forældre udøver vold mod deres børn. Det er mere end noget andet demoraliserende for et barn at opleve, at forældrene anvender så hårde, demoraliserende og også ulovlige magtmidler. Forældre burde i langt højere grad hjælpe deres børn, støtte dem og tale med dem. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at irettesætte en gang imellem, men man må aldrig tye til så yderligtgående metoder som det er at udøve vold mod sit eget barn.
Konsekvensen af at afstraffe sit barn fysisk er enorm. Børn ser grundlæggende op til deres forældre. For mange børn er det et evigt og desværre ofte også uopnåeligt mål at få forældrenes accept, stolthed og kærlighed. Forestil dig så, hvor ødelæggende det må være for ens selvtillid, at de mennesker, man ønsker skal acceptere en, pludselig står og slår en. Derudover er det et meget forkert signal fra forældrenes side, at de står og slår deres børn. Børn gør som regel som deres forældre, og derfor er det et meget forkert signal fra forældrenes side, hvis de slår deres børn.
Men hvad kan man så gøre ved problemet, kan man så spørge. Der er mange ting, der kan gøres. Jeg går ud fra, at hvis forældre slår deres børn, så er det ganske enkelt, fordi de ikke ser andre løsninger. Forældre elsker vel som udgangspunkt deres børn, så derfor er der vel ingen forældre, der ønsker at slå deres børn. Vi må opfatte forældrevold som forældrenes skrig om råb, og derfor skal der så snart man finder ud af, at et barn bliver slået derhjemme, tilbyde den pågældende familie terapi. For at finde ud af, at børnene bliver slået derhjemme, bør man i skolerne fortæller børn om, at det ikke er okay, at mor og far slår derhjemme. Men derudover bør man nok også kigge på, hvorvidt forældre kan blive ved med at være forældre, hvis de slår deres børn. Jeg håber, at politikerne vil tage dette meget alvorligt, for hvis ikke de gør det, så kan vi komme til at stå med en gruppe af mennesker, der simpelthen er traumatiserede af deres barndom og derfor for eksempel ikke får taget en uddannelse, ligesom mange, der har haft uroligheder i hjemmet som børn ender med at fylde op i statistikken over folk på kontanthjælp.
lørdag den 9. juni 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentarer:
Du har helt ret.
Jeg har selv engang været udsat for vold fra begge mine forældre og det gav mig en angst for dem. Den voksede sig større og større. Selv om jeg er 18 år gammel, er flyttet hjemmefra, hr et arbejde og kæreste. Kort sagt næsten et voksen liv, så frygter jeg stadig min mor, fordi det var mest hende der tævede mig når jeg ikke lyttede efter. Så har jeg næsten lige snakket med hende om det, hvor hun siger undskyld og hun stopper med det. Det har hun altid sagt, men ved hun måske vil gøre det igen hvis hun bliver sur. Hun fortalte at hun forsøgte at gøre noget ved det, og da jeg fortalte hende at jeg har fortalt min hjemmevejleder om det, så begyndte hun at græde og sige at hvis jeg fortæller det videre så mister hun sit job, og bliver retsforfulgt. Selvom jeg er fyldt med angst og had til hende så tør jeg ikke sige noget omkring det til min sgsbehandler, fordi teoretisk er det min skyld hvis hun bliver anholdt. Jeg kan bare holde kæft. Men på den anden side så slipper hun ustraffet, og hun passer jo andre mennesker. jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre i denne situation. Det er enten eller. hmm. hvis du har spørgsmål omkring det er at leve med en barndom i vold så kan du skrive til kalle@carlssons.dk
Send en kommentar