Undskyld, Sverige

I de år, jeg har fulgt med i fodbold, er der forholdsvis få kampe, jeg ved, at jeg aldrig nogensinde vil glemme. De kampe, vil jeg aldrig nogensinde glemme, fordi de har været så fantastiske, interessante og levende, at jeg nød at se dem. Sådanne kampe, som man kun ser et par gange i hvert årti, hvis man er heldig, giver en rus, der må overgå alt, man overhovedet kan forestille sig. Jeg kan huske UEFA Cup-finalen 2000 i København mellem Arsenal og Galatasaray, jeg kan huske, da Liverpool et år senere slog Deportivo Alaves, og jeg kan huske den fantastiske Champions League-finale i Istanbul mellem Liverpool og Milan.

I dag har jeg kunnet tilføje endnu en kamp til den gruppe. Det vidste jeg egentlig allerede efter, at vi sensationelt kom tilbage fra 0-3 og fik udlignet til 3-3. Det var en af de kampe, hvor der var en stemning, en sitren og en fodboldglæde langt ud over det, jeg troede var muligt. Det var en af de dage, hvor jeg kunne mærke broderskabet mellem os og vore svenske venner vokse, leve og gro som aldrig før. Men det er ikke det, jeg eller nogen anden vil huske kampen for. I dag var en af den slags kampe, der får mig til at slå hovedet ned i jorden, får mig til at lade klaphatten ligge. Dette var en af de dage, hvor Dannebrog bare ikke virker nær så flot, hvor vort flag ikke blafrer som tidligere. Christian Poulsens tåbelige reaktion gør mig flov, jeg fatter ikke dette idiotiske menneske, jeg forstår ikke, at en mand kan ødelægge så meget for en hel nation. En hel nation, der er kendt vidt og bredt for vores evne til at skabe gode fodboldoplevelser, vores fantastiske rooligankultur. Alt dette er ødelagt i dag. Enhver straf, der må komme efter dette, vil ikke kunne nærme sig den straf, det er, at vi har mistet vores gode ry, at vi alle bliver straffet og gjort til skamme på grund af Christian Poulsens dumheder. At en idiot af en tilskuer så også løber på banen og slår ud efter den dommer, der reagerede helt korrekt, det er blot endnu mere salt, der bliver gnedet ind i et sår af skam. Og jeg må som dansker undskylde til mine svenske brødre: Undskyld, Sverige. Undskyld, at der er to idioter ud af 5.500.000 danskere, der skulle ødelægge denne fantastiske kamp. I skabte den sammen med os, vi ødelagde den alene. Men også tak, tak fordi I ikke raser over enkeltpersoners latterlighed, tak fordi I husker alle de gode ting, tak fordi I ved, at vi er brødre, og at brødre tilgiver hinanden. Vi kommer ikke til EM nu, men det gør I, og vi vil holde med jer. Jeg vil leve, jeg vil dø i Norden.