lørdag den 11. august 2007

Generalprøve

I dag var om nogen generalprøven på det teaterstykke, der hedder dansk politik. Ingen er vel efterhånden i tvivl om, at Anders Fogh snart bestemmer premieren med et valg. Derfor var dagens generalprøve, i skikkelse af Venstres sommertræf i Fredericia, et meget vigtigt pejlemærke med henblik på det Folketingsvalg, der tegner til at blive et af historiens mest rodede og uforudsigelige. Og som ved enhver generalprøve, er det tydeligt, hvilke skuespillere, der har øvet deres linjer derhjemme, og hvilke, der er så grebet af deres stjernenykker, at de er overbeviste om deres egne evner som partiledere. Anders Fogh Rasmussen satte en tyk streg under, at han er stykkets evidente hovedperson, at han er statsminister, kongen af dansk politik, og at det bliver mere end blot almindelig svært at vippe ham af tronen. Anders Fogh lavede sin traditionelle, såkaldt omvendte Tony Blair, hvor han trak fra højre af dansk politik og lappede så langt ind over Socialdemokraternes politik, at han nærmest stjal Thornings replikker. Det var for eksempel tydeligt, da Anders Fogh begyndte at acceptere skattelettelser til de lavest lønnede. Anders Fogh er i absolut topform, og han virker mere end blot klar til at trykke på valgknappen.


Men kan man nu også stole på Anders Fogh? Kan man virkelig være sikker på, at han nu som lovet vil give de ekstra milliarder til forbedringer af offentlige bygninger? Kan man være sikker på, at de dårligst lønnede får de lovede skattelettelser? Og kan man stole på Anders Fogh, når han siger, at han vil gøre det lettere for arbejdere fra andre lande at få arbejde i Danmark? Det klare svar er, at ja, det kan man godt. Man fristes næsten til at citere Fogh selv: "Det man lover før valget, det holder man også efter valget." Men hvad sker der ellers efter valget? Vil Fogh pludselig blive socialdemokrat light? Vil han pludselig begynde at vise et nyt og humant ansigt frem? Nej, det vil han ikke. På trods af al spinsnakken, på trods af alle løfterne, så vil Fogh ikke ændre sig det mindste efter et valg. Han vil fortsat sylte velfærden, han vil fortsætte med at føre en politik, der er stærkt asocial, der styrker de rige og udnytter de fattige. Vi kender det fra de senere år: I valgkampen lover Venstre til højre og venstre i en sådan grad, at vælgerne nærmest bliver overvældet. Når så valget kommer giver Venstre de penge, og alle de, der ikke blev velsignet af valgløfterne bliver udsat for gedigene snit med Foghs lynende skarpe sparekniv. Vi må ikke glemme, at selvom Fogh kan tage en kortærmet skjorte på og smide slipset op til et valg, så er han og vil altid være, en velfærdsfornægter, der når alt kommer til alt mener, at man må klare sig selv.

0 kommentarer: