onsdag den 15. august 2007

Stærkt, Helle!

Det ser ud til, at den socialdemokratiske partileder endelig er ved at finde topformen. Helle Thorning virker skarpere end hun har gjort længe, og hun er endelig ved at få sat den politiske dagsorden. Hun har styr på, hvad hun siger i medierne, hun kommer ikke til at kaste sig for langt ind mod midten og kommer til at virke holdningsløs. Derimod virker Helle Thorning mere fyldt af holdninger - naturligvis moderate holdninger, men alligevel holdninger, statsministerkandidaten får ud over rampen. Det er flot, og det må få mange af de partimedlemmer, der har kritiseret Thorning til at blive tavse. Hvis Thorning kan opretholde et aktivitetsniveau, der er lig det, der har været i de seneste uger, vil også min kritiske røst forblive tavs mod partitoppen.

Dog er der måske nogle taktiske problemer i Thornings overflødighedshorn af politiske forslag. Det er nemlig noget, der gør, at den nuværende politiske stemning bliver vendt til fordel for Socialdemokraterne. Men det vil bare betyde, at de bliver spildte. For hvis Socialdemokraterne tager bare et par ekstra mandater hjem, vil de overgå Venstre, og Fogh kan ikke længere tælle til 90, især ikke hvis Khaders nedtur fortsætter. Så hvis Socialdemokraterne ønsker et valg nu, er det ikke klogt. Hvis man derimod ikke mener, at man er klar, så er dette genialt. For selvfølgelig har Regeringen med Anders Fogh i spidsen ingen interesse i at starte en valgkamp, hvor man på forhånd er efter Socialdemokraterne.

Men alt i alt, så bør Helle Thorning, Sass, Lykketoft, Auken og alle de andre, der har været ude med enten kritik af regeringens metoder, deres politik eller selv er kommet med socialdemokratiske forslag, fortsætte den gode stime. På den måde viser vi, at vi er klar til at tage udfordringen op.

0 kommentarer: