lørdag den 27. oktober 2007

Giv den gas - flyv med SAS

Det måtte jo ske endnu engang. Klokken cirka fem her til eftermiddag er et SAS-fly af den efterhånden uhyggelige Dash 8-type forulykket i Københavns Lufthavn Kastrup. Flyet meddelte allerede i luften, at det havde en såkaldt Standby 3-situation, hvilket i fagsproget åbenbart betyder, at det havde alvorlige problemer. Som det tidligere er set med fly af den type, var det landingsstellet, der ikke kunne stå for presset, og da flyet skulle lande, brasede det sammen og faldt over på den højre vinge, hvor det så blev liggende. Ifølge Københavns Politi blev alle dog hevet ud af flyet med det samme, og ingen kom til skade.

Udover de alvorlige psykiske men dette kan efterlade passagererne med, så efterlader det også stof til eftertanke. Vil vi som danskere acceptere et skandinavisk flyselskab, der i deres sparerus smider sikkerheden ud med badevandet? Vil vi acceptere, at hele Københavns sygehusvæsen skal være i højeste alarmberedskab, fordi der kredser fly rundt, som ikke kan lande? Vil vi acceptere, at SAS gang på gang skyder skylden videre på flyfabrikanten uden at tage de ødelagte fly ud af brug? Jeg synes det er ulækkert, og uden at være jurist ville jeg da absolut undersøge, om ikke der er grundlag for at retsforfølge SAS-ledelsen for deres katastrofale og pengegriske håndtering af sagen. Indtil da vil jeg opfordre alle til at holde sig langt væk fra SAS-fly og bruge anstændige og sikre flyselskaber i stedet.

0 kommentarer: