Velfærd eller ministerbiler?

Jeg går på alle måder ind for et opgør med blokpolitikken. Jeg ser ingen grund til, at man holder sig fast i gamle alliancer, der når alt kommer til alt mest handler om, hvem der støttede hvilken befolkningsgruppe for 100 år siden. Af princip er der ikke noget parti, jeg ikke mener, at mit parti bør gå i regering med. Alle skal være velkomne, hvis de i større træk vil føre samme politik som os, hvis de vil være med til at styrke velfærden, mindske uligheden og sætte Danmark forrest på den internationale miljøscene. Ja, selv hvis gamle ældrechecks-Pia skulle lave en kovending af de historiske skulle hun da være velkommen. Men er der ikke en usynlig grænse for, hvor langt vi skal gå i vores kamp for ministerbiler? Handler den grænse ikke om, at selvom man altid må give visse indrømmelser, så skal den socialdemokratiske essens, det, Helle Thorning kalder hjerteblod, blive tilbage? Er netop tanken ved hjerteblod ikke, at så længe vi har det, så skal det hele nok gå? At så længe vi får forbedret velfærden, mindsket uligheden og sat Danmark forrest på den internationale miljøscene, så kan vi egentlig godt bide en hulens masse andet i os?

Men åbenbart kan alt gradbøjes. Når vi siger "velfærd frem for skattelettelser", så er det altså kun, hvis velfærden kan tælle til 90 efter den 13. Hvis skattelettelser kan tælle til 90, så er det en kamel vi åbenbart vil være villige til at sluge. Og hvordan konkluderer jeg så det? Jo, det konkluderer jeg ud fra, at min ellers dygtige partileder pludselig mener, at en regering med Radikale, NA og Konservative vil være at foretrække. Men hvad har de tre partier til fælles? Tja, ønsket om skattelettelser kommer sådan mere eller mindre hyppigt fra de tre. Og hvordan har partitoppen tænkt sig, at vi skal formindske uligheden og styrke velfærden samtidig med, at vi skaber en flad skat på 40 % for at tilfredsstille K og NA, der begge er stangborgerlige velhaverpartier med erhvervslivet i ryggen? Hvad er ideen, hvor er vores glimrende tanke, som vi gik til valg på, blevet af? Helle Thorning, det er vigtigt at kunne tælle til 90, det er nødvendigt at kunne tælle til 90, men husk nu for Guds skyld, at det ikke er målet i sig selv, men midlet til at komme med det store mål, nemlig at få ændret det her samfund i en mere positiv og social retning. Helle, for pokker! Jeg beundrer dig, du er en af de bedste i kommunikationens ædle kunst, men her har du og dine altså skudt langt, langt, langt forbi! Ja, i mit stille, socialdemokratiske indre er der endda en lille stemme, der nu råber til mig, at jeg skal spørge dig, om du vil have velfærd eller ministerbiler.