Det var kun 1. halvleg

Ja, aftenen i går blev jo ikke halvt så spændende som jeg og mange andre havde håbet på og regnet med. Fra starten var exit-pollsne imod os, og da resultaterne begyndte at rulle ind fra diverse kredse, stod det klart, at det ikke skulle være denne aften, at ministerbilerne skulle fyldes op med socialdemokrater, at politikken fortsat skulle føres på Pia Kjærsgaards forlangende og ønsker. Det stod klart, at ikke engang Naser Khader kunne trække lidt i den rigtige retning på integrationsområdet. At Socialdemokraterne ikke blev det største parti, og at kun enkelte de mange dygtige DSU-kandidater har en chance for at komme i Folketinget. Og ja, det uhyggelige skete. Endnu engang gik vi tilbage.

Men for en gangs skyld var det ikke et nederlag, der sved. Det var ikke følelsen af afmagt og af at have tabt, følelsen af, at vores parti er nede i et hul, et hul det aldrig kommer op af igen. Det var følelsen af, at vi godt nok var bagud, men ikke at vi havde tabt. At vi måske nok var bagud, men at vi havde vist, at Helle Thorning er en statsministerkandidat. Og ingen tvivl om, at hun skal have en chance mere for at blive det.