Gentleman i Paris

Før sommeren 1996 var det eneste, jeg kendte til sport, nogle fodboldkampe mod min far i vores lejlighed på Amalievej på Frederiksberg og fodboldkampene på legepladsen i børnehaven. Men den sommer skete der noget usædvanligt med mig. Jeg oplevede sporten på en ny måde, så den i et nyt perspektiv. Jeg så, hvordan menneskekroppen kunne presses til grænser, der ikke syntes mulige. Jeg stiftede bekendtskab med en sport, der mere end nogen anden viste rytternes lidelser, lod publikum komme helt tæt på deres følelser, deres tanker, deres fantastiske og legendariske sejre, deres frygtelige og smertefulde nederlag. Sporten var cykelsport, løbet var Tour de France, idolet var Bjarne Riis.

Siden da er cykelsporten gået fra for mig at være en sport, en interesse til at være en passion. En livslang passion. Jeg elsker cykelsport. Jeg ved godt, at man i disse år ikke bør sige det, men jeg elsker cykelsport. Jeg følger med i det, helt ned i ungdomsrækkerne. Jeg elsker alle slags cykelsport. Jeg elsker, når rytterne forcerer hårde, korte, stejle stigninger som Muur-Kapelmuur, Mur de Huy og Saint Nicolas. Jeg elsker at se de store brostensryttere banke sig selv gennem Arenbeerg eller over Coufour de l'Arbre. Jeg elsker at se de enorme enkeltstartskørere træde i enorme tråd, mens de kæmper på sekunder mod hinanden. Jeg elsker at se de små, lette grimpeurs flyve hen over de største bjerge i en så aggresiv stil, at det giver mig gåsehud. Jeg elsker at se de lynende hurtige sprintere nå enorm fart på det sidste stykke ind mod mål. Jeg elsker at se de elegante baneryttere skifte i et 6-dagesløb, tage en dobbeltomgang og suse ind i svinget. Jeg elsker at mærke begejstringen, glæden, folkefesten.

Jeg elsker historierne. Og jeg nyder historierne. Om hvordan Gino Bartali afværgede en kommunistisk revolution i Italien i ved at vinde Touren 1948, hvordan Coppi afsluttede krigen i italienerens bevidsthed, da han kørte ud af Turchino-tunellen Milano-San Remo 1946, og selv samme Coppis legendariske Tour-sejr 1952, hvor han forcerede Sestrière, Montgenevre og Alpe d'Huez som den første i historien. Jeg elsker Anquetils sejre, Merckx' evne til at æde alt, jeg ved, at han nægtede at bære den gule trøje, da Ocaña styrtede, jeg ved, at Hinault vandt Liège-Bastogne-Liège i 1980 ved at køre gennem snestorm. Men en Tour står for mig som den største, den vigtigste og mest historiske. Det var den udgave af Tour de France, jeg så som fireårig. Den udgave af Le Tour, der trak mig ind som inkarneret cykelelsker. Tour de France 1996. Jeg glemmer aldrig hans angreb på Sestrière og Les-Arcs. Jeg glemmer aldrig, da han knuste Indurains regime ved enkeltstarten i Val d'Isere. Og mindst af alt glemmer jeg da han med et overskud og en intellekt af uanet grad slog alt og alle på Hautacam. Og selvom Riis i dag erkendte, at han ikke var ren, og selvom det står klart for enhver, at cykelsporten aldrig har været det, så elsker jeg den. For inderst inde er jeg stadig den lille 4-årige dreng, der kører rundt på vejene og leger, at han kører mod de store stjerner: Zülle, Olano, Rominger, Berzin, Indurain, Ullrich, Jalabert, Virenque, Difaux. Men den største stjerne og min største helt, det er, det har altid været og det vil altid være Bjarne Riis.

Khader er langtidsholdbar

I de seneste par dage har divserse politiske kommentatorer været ude og nærmest afskrive Naser Khader på lang sigt. Han er næsten blevet beskrevet som en politisk døgnflue, og den politiske redaktør på TV-Avisen sagde, at hvis Ny Alliance kom i Folketinget, ville de næppe få mere end 4-6 mandater. Folk som ham burde åbne øjnene og se, hvad der egentlig er realiteterne i det politiske landskab herhjemme.

For realiteterne er nemlig, at Naser Khader er en folkehelt. Han er for rigtig mange mennesker blevet et skoleeksempel på den integration, vi ønsker. Hans evner - mener mange - kan ikke undervurderes, og han må være et fantastisk forbillede for samtlige indvandrere i det danske samfund. Desuden har Ny Alliance lagt så klar afstand til Dansk Folkeparti, at det har tiltrukket mange vælgere fra både Venstre og Konservative. De vælgere, der var trætte af en regering, der er styret af Pia Kjærsgaards luner og ideer. Og det har vist sig at være rigtig mange. Ifølge Megafon er der tale om 25-30 mandater. Et overvældende antal, der, hvis det bliver en realitet, vil skrive partiet ind i historiebøgerne som det nye parti, der er gået ind i Folketinget med flest mandater.

Og hvorfor skulle Ny Alliance ikke kunne det? De har vist sig som et parti, der tydeligvis har ramt en nerve i den borgerlige lejr. En nerve af vælgere, der ikke er glade for, at regeringen samarbejder til højre med Pia Kjærsgaard og lægger sig ind mod midten for at overbyde Socialdemokraterne. Det er en meget stor gruppe af vælgere, der ønsker en klar, liberal, borgerlig politik, der skal være styret af anstændighed og værdighed. Og intet tyder på, at den gruppe af vælgere vil blive mindre frem mod næste valg.

Politisk boost til Khader?

I dag har Naser Khader og Anders Samuelsen fra De Radikale og Gitte Seeberg fra De Konservative dannet et nyt parti, Navnet er "Ny Alliance". Det er det, fordi det, partiet ønsker, netop er en ny alliance i dansk politik. De ønsker en alliance, der er uafhængig af Dansk Folkeparti. Rent politisk vil de lægge sig som et nyt, borgerligt parti, der nok vil lægge meget vægt på den borgerlige anstændighed. Deres politik vil sandsynligvis komme til at minde en hel del om den politik, CD i mange år stod for, især før Mimi Jacobsens drejning mod venstre. Men hvilke muligheder vil de have for at vinde vælgere?

I øjeblikket vil de nok hovedsageligt kunne fange to vælgergrupper:
De konservative vælgere, der er trætte af, at partiet samarbejder med Dansk Folkeparti om især integrations- og udenrigspolitikken. Det er de vælgere, der vil lægge meget vægt på den borgerlige anstændighed, det vil være de borgerlige humanister, der egentlig ønsker, at alle mennesker skal behandles pænt og ordentligt, og samtidig, at de mennesker, der har klaret sig godt skal have belønning for det. De vælgere er i partitoppen repræsenteret ved Gitte Seeberg, og med tiden er det nok ikke utænkeligt, at andre dele af den "røde" fløj i Det Konservative Folkeparti vil følge med.

Den anden vælgergruppe er den gruppe af radikale vælgere, der er trætte af, at Det Radikale Venstre har udviklet sig til et parti for de intellektuelle med mange penge. De ønsker et borgerligt og dog humanistisk parti for alle mennesker. De er repræsenteret ved Khader og Samuelsen, og med tiden måske også folk som Elisabeth Geday.

Hvis partiet Ny Alliance formår at trække de vælgergrupper til sig, så kan det godt være et parti, der kan slå sig fast på den politiske scene. Hvis de formår at markere sig med mange af de sager, man har set mange kristendemokrater rundt omkring i Europa slå sig op på, så har de en chance. De ting er lettelse af skatten på arbejde, en stram, men humanistisk udlændingepolitik, en solid og varieret uddannelse med videre. Men hvis det her går hen og bliver en højredrejet udgave af Det Radikale Venstre, hvis det her bliver Khaders personlige parti, hvis det aldrig formår at rive sig ud af stridighederne i Det Radikale Venstre, så er der nok tale om en politisk døgnflue.

Hvis Khader og Høxbro danner et parti

Der er en intern splittelse i Det Radikale Venstre. Højrefløjen, anført af folkehelten Naser Khader, er frustreret over den drejning partiet har taget som følge af deres store succes i det sidste stykke tid. De mener, at partiet er blevet for oppustet og intellektuelt. Da Elsebeth Gerner Nielsen i sidste uge iførte sig et tørklæde efter muslimsk forbillede, flød bægret over for den radikale rådmand på Frederiksberg, Pernille Høxbro, der må regnes for værende på partiets absolutte højrefløj. Det har sat spekulationerne i gang: Vil folk som Khader og Høxbro, der personificerer den højrefløjen i De Radikale, forsøge at danne deres eget parti?

Det er slet ikke utænkeligt. Men hvad vil konsekvenserne være set ud fra muligheden for at vælte Regeringen? Hvis Khader og Høxbro får dannet et parti, der kommer over spærregrænsen, kan de så trække mandater fra centrum-venstre blokken til den nuværende VKO-blok? Men der skal man så også kigge på, hvem det er, det nye parti eventuelt kunne tage stemmer fra. Det ville selvfølgelig være de radikale vælgere, der er trætte af at være alt for intellektuelle. Men de vil måske allerede nå at gå over mod Konservative. Så den politiske indflydelse for et eventuelt parti vil næppe være den store, ud over, at den muligvis kan trække noget indflydelse fra Dansk Folkeparti, hvis regeringen kan leve uden stemmerne fra DF.

Men rent politisk, så bør Khader, Høxbro, Samuelsen, Geday og hvem, der ellers kunne tænke sig at trække De Radikale til højre, nok tage kampen internt i partiet. Deres mulighed for at få deres nye parti til at fungere må regnes for meget små, hvorimod deres mulighed for at trække Det Radikale Venstre en smule til højre nok er en hel del større.