Femernbro en dum investering

I dag er en bro over Femern en realitet. Det er også en realitet, at Danmark kommer til at betale langt størstedelen af milliardprojektet. Det er også Danmark, der skal stille garanti for, at broen kan blive betalt. I mine øjne er det en rigtig dårlig investering. For det første virker det meget underligt, at vi danskere skal stå for langt størstedelen af finansieringen af en bro, der er til glæde for både Danmark og Tyskland. Desuden kan man også overveje, hvorvidt en bro til Femern er den bedste investering for trafikken i Danmark på nuværende tidspunkt. Vi har så mange problemer både på vejnettet og i den offentlige trafik herhjemme, at det et eller andet sted som minimum er forkert, at der ikke har været en reel debat om, hvorvidt vi burde have en bro til Femern eller ej.

Personligt ville jeg langt hellere have brugt de danske penge på en stor udvidelse af den offentlige transport. For de 35 milliarder kroner Danmark skal betale, kunne vi få ordnet skinnenettet, så vi ikke længere skulle blive irriterede over lange ventetider på tog. Vi kunne udbygge motorvejene omkring de store byer, så alle mennesker ikke skulle sidde i kø hver evig eneste morgen. Vi kunne sørge for at få ordentlige muligheder for at tage med offentlig transport, det vil sige regelmæssige busruter flere gange i timen - også i udkantsområderne. Eller hvad med at give Århus en ordentlig lufthavn eller sørge for at gøre alle statslige flyrejser miljørigtige, forske i alternative brændstofsmetoder, der kunne stoppe den globale opvarmning og formindske luftforureningen drastisk. Det kan godt være, at disse planer ikke alle er realistiske, men vi kunne da som minimum overveje det noget bedre, før vi fuldstændig binder os fast på et risikabelt milliardprojekt.

Connie hos Konservative

Efter formandsskiftet hos de Radikale er det måske på tide at se sig om efter, hvem der kunne blive den næste i rækken af afgående formænd. Der vil jeg meget gerne se over til det gamle godsejerparti, Konservative, hvor Bent Bendtsen mere og mere begynder at ligne en kransekagefigur. Bent Bendtsen har så at sige fuldført den mission, han var sat til at udføre: At skabe ro i Det Konservative parti. Derfor bør Bent Bendtsen gå af. Men i så fald vil han ikke som Marianne Jelved gå af, mens hun havde sat sin enorme succes over styr ved at gå all in i kampen for at blive statsminister. Hvis Bent Bendtsen gik af nu, ville han absolut blive husket som en politisk strateg, der formåede at holde styr på sit parti og fik skabt ro på partiets indre linjer.

Det naturlige spørgsmål, der så rejser sig, er naturligvis, hvem der i så fald skulle overtage formandsstolen hos De Konservative. Den ligger ret lige for. Allerede på KUs landsmøde opstillede KU Lene Espersen og Connie Hedegaard som formandskandidater. Her vandt Lene Espersen en jordskredssejr. Jeg vil personligt mene, at Connie Hedegaard vil være det bedste valg i dansk politik lige nu. Lene Espersen er ganske enkelt for konservativ til, at hun rigtigt vil kunne være manøvredygtig på den politiske slagmark af en midtbane, hvor næste folketingsvalg efter alt sandsynlighed vil blive afgjort. Lene Espersen er skam dygtig, og hun har uden tvivl gjort det godt som justitsminister, men jeg tror, at Connie Hedegaard vil være bedre som formand for de Konservative.

Connie Hedegaard er, ud over en engageret, fremragende og medlevende politiker, en af de få konservative, der virkelig er tålelig for socialdemokrater som mig. Hendes kamp for et ordentligt miljø er anerkendt både herhjemme og i udlandet. Og hun vil være en af de konservative, der vil kunne få mig til at sige, at et regeringssamarbejde ikke kategorisk kan afvises. Sammen med Connie Hedegaard ville en SKR(NA?)-regering kunne tænkes. Det bliver spændende at følge den næste spændende historie i denne fantastiske tid.

Nye vinde blæser

Jeg må gøre noget, jeg egentlig ikke kan lide. Jeg må erkende, at jeg tog fejl. Jeg var nok lidt gammeldags i min måde fuldstændig at fraskrive et samarbejde ind over midten. For fakta er, at nye vinde blæser. Fakta er, at vi med den mandatfordeling, der vil komme efter næste valg, ikke kan sætte os ned og lade os styre af gamle og uden tvivl smukke, men også fordummende og ideologiske tanker. Det er klart, at vi ikke længere kan sætte os ned, fortælle om velfærdsstaten og udelukke alle, der ligger til højre for midten. I så fald ville vi føre en blokpolitik, der ikke var et hak bedre end den, regeringen fører nu. Vi må kigge os om efter nye samarbejdspartnere.

I den sammenhæng ville det i mine øjne være meget underligt, hvis ikke vi benyttede os af den fordelagtige situation, at Ny Alliance er kommet ud af absolut intet på den politiske scene, og at Konservative sidder i en regering, de måske ikke ønsker. Dermed ikke sagt, at vi skal kaste taburetter i hovedet på Khader og Connie, men på mange centrale områder vil det da være muligt at samarbejde. For eksempel på den meget vigtige integrationspolitik kan jeg sagtens se mulighed for samarbejde.

Vi skal selvfølgelig ikke bare vælte regeringen for at vælte regeringen. Vi skal holde fast på det, der altid har været vores mål, det, der altid vil være vores mål: Et stærkt velfærdssamfund, der er styret af en god og stærk offentlig sektor. Hvis der er andre, der kan tilslutte sig projektet om at få genoprejst det velfærdssamfund, der har været på retræte de seneste par år, så synes jeg, at de skal være velkomne, uanset hvilken fortid de har. Vi lever i det nye årtusinde, og vi må føre en politik, der passer dertil.

Uacceptabelt at slå børn

Det burde egentlig være logisk nok: Forældre må ikke slå deres børn. Men i dag kan politiken.dk skrive, at 10 år efter, at revselsesretten blev afskaffet, slår 13 % altså stadig deres børn. Det er ganske enkelt ikke i orden. Det er stærkt uacceptabelt, at forældre udøver vold mod deres børn. Det er mere end noget andet demoraliserende for et barn at opleve, at forældrene anvender så hårde, demoraliserende og også ulovlige magtmidler. Forældre burde i langt højere grad hjælpe deres børn, støtte dem og tale med dem. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at irettesætte en gang imellem, men man må aldrig tye til så yderligtgående metoder som det er at udøve vold mod sit eget barn.

Konsekvensen af at afstraffe sit barn fysisk er enorm. Børn ser grundlæggende op til deres forældre. For mange børn er det et evigt og desværre ofte også uopnåeligt mål at få forældrenes accept, stolthed og kærlighed. Forestil dig så, hvor ødelæggende det må være for ens selvtillid, at de mennesker, man ønsker skal acceptere en, pludselig står og slår en. Derudover er det et meget forkert signal fra forældrenes side, at de står og slår deres børn. Børn gør som regel som deres forældre, og derfor er det et meget forkert signal fra forældrenes side, hvis de slår deres børn.

Men hvad kan man så gøre ved problemet, kan man så spørge. Der er mange ting, der kan gøres. Jeg går ud fra, at hvis forældre slår deres børn, så er det ganske enkelt, fordi de ikke ser andre løsninger. Forældre elsker vel som udgangspunkt deres børn, så derfor er der vel ingen forældre, der ønsker at slå deres børn. Vi må opfatte forældrevold som forældrenes skrig om råb, og derfor skal der så snart man finder ud af, at et barn bliver slået derhjemme, tilbyde den pågældende familie terapi. For at finde ud af, at børnene bliver slået derhjemme, bør man i skolerne fortæller børn om, at det ikke er okay, at mor og far slår derhjemme. Men derudover bør man nok også kigge på, hvorvidt forældre kan blive ved med at være forældre, hvis de slår deres børn. Jeg håber, at politikerne vil tage dette meget alvorligt, for hvis ikke de gør det, så kan vi komme til at stå med en gruppe af mennesker, der simpelthen er traumatiserede af deres barndom og derfor for eksempel ikke får taget en uddannelse, ligesom mange, der har haft uroligheder i hjemmet som børn ender med at fylde op i statistikken over folk på kontanthjælp.

Undskyld, Sverige

I de år, jeg har fulgt med i fodbold, er der forholdsvis få kampe, jeg ved, at jeg aldrig nogensinde vil glemme. De kampe, vil jeg aldrig nogensinde glemme, fordi de har været så fantastiske, interessante og levende, at jeg nød at se dem. Sådanne kampe, som man kun ser et par gange i hvert årti, hvis man er heldig, giver en rus, der må overgå alt, man overhovedet kan forestille sig. Jeg kan huske UEFA Cup-finalen 2000 i København mellem Arsenal og Galatasaray, jeg kan huske, da Liverpool et år senere slog Deportivo Alaves, og jeg kan huske den fantastiske Champions League-finale i Istanbul mellem Liverpool og Milan.

I dag har jeg kunnet tilføje endnu en kamp til den gruppe. Det vidste jeg egentlig allerede efter, at vi sensationelt kom tilbage fra 0-3 og fik udlignet til 3-3. Det var en af de kampe, hvor der var en stemning, en sitren og en fodboldglæde langt ud over det, jeg troede var muligt. Det var en af de dage, hvor jeg kunne mærke broderskabet mellem os og vore svenske venner vokse, leve og gro som aldrig før. Men det er ikke det, jeg eller nogen anden vil huske kampen for. I dag var en af den slags kampe, der får mig til at slå hovedet ned i jorden, får mig til at lade klaphatten ligge. Dette var en af de dage, hvor Dannebrog bare ikke virker nær så flot, hvor vort flag ikke blafrer som tidligere. Christian Poulsens tåbelige reaktion gør mig flov, jeg fatter ikke dette idiotiske menneske, jeg forstår ikke, at en mand kan ødelægge så meget for en hel nation. En hel nation, der er kendt vidt og bredt for vores evne til at skabe gode fodboldoplevelser, vores fantastiske rooligankultur. Alt dette er ødelagt i dag. Enhver straf, der må komme efter dette, vil ikke kunne nærme sig den straf, det er, at vi har mistet vores gode ry, at vi alle bliver straffet og gjort til skamme på grund af Christian Poulsens dumheder. At en idiot af en tilskuer så også løber på banen og slår ud efter den dommer, der reagerede helt korrekt, det er blot endnu mere salt, der bliver gnedet ind i et sår af skam. Og jeg må som dansker undskylde til mine svenske brødre: Undskyld, Sverige. Undskyld, at der er to idioter ud af 5.500.000 danskere, der skulle ødelægge denne fantastiske kamp. I skabte den sammen med os, vi ødelagde den alene. Men også tak, tak fordi I ikke raser over enkeltpersoners latterlighed, tak fordi I husker alle de gode ting, tak fordi I ved, at vi er brødre, og at brødre tilgiver hinanden. Vi kommer ikke til EM nu, men det gør I, og vi vil holde med jer. Jeg vil leve, jeg vil dø i Norden.