Tillykke til en gigant

Da jeg ikke rigtig føler, at nogen læser denne blog, har der været ret stille omkring den det sidste stykke tid. Men jeg prøver nu alligevel igen. Som de fleste nok ved, er jeg hovedkulds forelsket i cykelsporten. Og i dag skal der lyde et tillykke til en af cykelsportens største mestre nogensinde. Mister Paris-Roubaix, Roger de Vlaeminck, fylder 60, skriver http://www.feltet.dk/. Det kan virke lidt irrelevant sammenlignet med de politiske indlæg, der plejer at være her på bloggen, men da det er mit erklærede mål at udbrede kendskabet til historiens mest fantastiske cykelryttere, kommer der her et indlæg om Roger de Vlaeminck. Roger de Vlaemincks karriere startede, da han i midten af tresserne blev amatørverdensmester i cykelcross. Det var lidt et tilfælde, at de Vlaeminck satte sig op på en cykel. Hans interesse blev vækket, da storebror Philip tog ham med til cykelcross. Roger de Vlaemincks evner for cykelcross gav ham i 69 plads på et professionelt hold med et belgisk navn, der er uforståeligt for almindelige mennesker som mig. Men her blev 21-årige de Vlaeminck holdkammerat med selveste Eddy Merckx. Til det flamske endagsløb, Omloop Het Volk, der er den første af de mange klassikere i Flandern, var de Vlaemincks hold så plaget af skader, at de Vlaeminck fik en plads som vandbærer i det prestigefyldte løb. Men efter de cirka 200 kilometer, blev de Vlaeminck hædret som vinder af løbet. De Vlaeminck var billedet på en flamsk klassikerrytter. I modsætning til sin evige rival, Eddy Merckx, var der kun et sted, hvor han var god: Brostene. Men der var de Vlaeminck til gengæld den bedste af dem alle. Han er om nogen symbolet på brostensklassikeren over dem alle, Paris-Roubaix, som han vandt hele fire gange. Desuden er han en af de få ryttere, der kom over den magiske grænse på 200 sejre i karrieren. De Vlaeminck har også vundet både Milano-San Remo, Ronde van Vlaandern, Paris-Roubaix, Líège-Bastogne-Liège og Giro di Lombardia. Det lagt sammen med 22 etapesejre og 3 pointtrøjer i Giroen og Tirreno-Adriatico 6 gange i træk gør de Vlaeminck til sin generations største klassikerrytter og en af de største gennem tiderne. Et stort tillykke herfra. Hvis man er yderligere interesseret i de Vlaeminck og hans evige kamp mod Eddy Merckx, bør man se Jørgen Leths film "En forårsdag i helvede", der handler om Paris-Roubaix i 1978. De Vlaemincks storhedstid på det gamle Brooklyn-hold.

Stærkt, Helle!

Det ser ud til, at den socialdemokratiske partileder endelig er ved at finde topformen. Helle Thorning virker skarpere end hun har gjort længe, og hun er endelig ved at få sat den politiske dagsorden. Hun har styr på, hvad hun siger i medierne, hun kommer ikke til at kaste sig for langt ind mod midten og kommer til at virke holdningsløs. Derimod virker Helle Thorning mere fyldt af holdninger - naturligvis moderate holdninger, men alligevel holdninger, statsministerkandidaten får ud over rampen. Det er flot, og det må få mange af de partimedlemmer, der har kritiseret Thorning til at blive tavse. Hvis Thorning kan opretholde et aktivitetsniveau, der er lig det, der har været i de seneste uger, vil også min kritiske røst forblive tavs mod partitoppen. Dog er der måske nogle taktiske problemer i Thornings overflødighedshorn af politiske forslag. Det er nemlig noget, der gør, at den nuværende politiske stemning bliver vendt til fordel for Socialdemokraterne. Men det vil bare betyde, at de bliver spildte. For hvis Socialdemokraterne tager bare et par ekstra mandater hjem, vil de overgå Venstre, og Fogh kan ikke længere tælle til 90, især ikke hvis Khaders nedtur fortsætter. Så hvis Socialdemokraterne ønsker et valg nu, er det ikke klogt. Hvis man derimod ikke mener, at man er klar, så er dette genialt. For selvfølgelig har Regeringen med Anders Fogh i spidsen ingen interesse i at starte en valgkamp, hvor man på forhånd er efter Socialdemokraterne. Men alt i alt, så bør Helle Thorning, Sass, Lykketoft, Auken og alle de andre, der har været ude med enten kritik af regeringens metoder, deres politik eller selv er kommet med socialdemokratiske forslag, fortsætte den gode stime. På den måde viser vi, at vi er klar til at tage udfordringen op.

Danske soldater bør bruge lokale tolke

På baggrund af erfaringerne fra Irak, ønsker den danske regering nubenytte tolke, der enten kommer fra udlandet eller fra andre dele af det land, de danske styrker opererer i. Det skal for eksempel være tilfældet i Afghanistan. På den måde mener den danske regering ikke, at tolkenes sikkerhed på noget tidspunkt vil komme i fare, da de ikke vil blive hængt ud i deres lokalområde. Min personlige mening er, at dette måske kan lyde som en meget god idé. Og det er sikkert også med som minimum forholdsvis reelle hensigter, at regeringen vælger at komme med dette forslag. Men det ændrer ikke på, at der er nogle store problemer ved det løsningsforslag, den borgerlige regering her er kommet med. Det er for eksempel, at de tolke, der ikke er fra lokalområdet ikke kan vurdere, hvordan forholdene helt lokalt er. Derfor kan det gå ud over de danske soldaters sikkerhed, hvis man vælger ikke at bruge lokale tolke.

Hash bør ikke legaliseres

Thomas Banke er kun lige blevet valgt som formand for VU. Men allerede nu er han altså ude med et budskab af de mere kontroversielle. Først erkender den unge venstreløve et udbredt misbrug af hash og diverse andre euforiserende stoffer i sin ungdom. Efter denne bekendelse, der for resten er forholdsvis udbredt viden blandt ungdomspolitikere, går VU-formanden skridtet videre og siger, at Danmark skal følge den ordning, hollænderne har haft i mange år. En ordning, hvor alle over 18 år kan købe hash i visse mængder på kaffebarer. Det er nu officiel VU-politik. Det må siges at være en udmelding af de noget overraskende fra en så nyvalgt VU-formand. Men altså, hatten af for ham, at han indrømmer sine fejl i ungdommen. Men det ændrer stadig ikke på, at det vil være en forkert løbebane at acceptere hash. Hash er yderst skadeligt for hjernen, og vi skal ikke sende det signal, at hvis bare man er gammel nok, så er hash okay. Hash er altid yderst skadeligt, og derfor skal vi som samfund tage afstand fra det.

VKO smuldrer

Mange, alt for mange, siger, at Fogh er usårlig, at han allerede nu er så godt som sikker på 4 år mere i Statsministeriet, hvis han som ventet snart udskriver valg. Det billede kan Rambøll dog godt punktere en smule. Danmarks Radio kan på deres netavis skrive, at det nuværende VKO-flertal er væk. Anders Fogh, Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard kan ikke tælle til 90 - ifølge Rambøll må de stoppe allerede ved 83.
Som det ser ud lige nu, så er det Naser Khader, der - på trods af markant dalende meningsmålinger og en overraskende elendig debat i går - bliver tungen på vægtskålen. Med hjælp fra Naser Khader og Ny Alliance kan et VKOY-flertal nemlig mønstre magiske 91 mandater. Men det er nok meget tvivlsomt, at Naser Khader og Pia Kjærsgaard har noget som helst ønske om at støtte den samme regering - den vil knække forholdsvis hurtigt. Så måske skal man kigge efter andre regeringsalternativer. Her kommer mine bud på, hvilke vi i teorien kan se:

VKOY: Fogh fortsætter som statsminister. VKOY er lige nu kun akkurat et flertal, og med Naser Khaders dårlige debatevner og nedadgående meningsmålinger virker det usandsynligt, at det vil holde. Desuden er det svært at se Khader og Kjærsgaard støtte samme regering.

SRFY: Har indtil videre et fint flertal, takket være Radikales og især SFs fremgang. Problemet er, om Khader kan finde sammen med sine gamle fjender fra Radikale, og om han kan blive enig med Søvndal og co. om noget som helst. Denne konstallation vil med al sandsynlighed pege på Helle Thorning som statsminister.

SRKY: Denne utraditionelle konstallation hen over midten virker måske ved første øjekast usandsynlig, men er det langt fra. På langt de fleste områder kan de fire partier sagtens blive enige. Det største problem bliver nok højrefløjen hos Konservative, der ikke vil være sammen med de røde socialdemokrater, og venstrefløjen i Socialdemokratiet, der hellere vil undvære statsministerposten end gå sammen med de gamle godsejere.

SRF: Har pt intet flertal, men mangler blot cirka 5 mandater for at få det. Vil uden tvivl pege på Helle Thorning.

VKO: Vil kunne fortsætte, hvis de vinder 7 mandater.

Som man kan se er der mange muligheder. Mit personlige gæt er, at Fogh bliver meget svært at slå, men ser man på den parlamentariske situation, er den konstallation, der hedder SRKY. De har - i modsætning til nærmest alle andre konstallationer - et bredt og sikkert flertal, og de fire partier ligger nok også tættere på hinanden end så mange andre. Det eneste problem for den idé er, at det er svært med en regering, hvor fire partier har hver deres dagsorden, de skal igennem med. Så meget er usikkert, men spørger du mig, hvad regeringen hedder efter næste valg, så er SRKY mit bud.

Generalprøve

I dag var om nogen generalprøven på det teaterstykke, der hedder dansk politik. Ingen er vel efterhånden i tvivl om, at Anders Fogh snart bestemmer premieren med et valg. Derfor var dagens generalprøve, i skikkelse af Venstres sommertræf i Fredericia, et meget vigtigt pejlemærke med henblik på det Folketingsvalg, der tegner til at blive et af historiens mest rodede og uforudsigelige. Og som ved enhver generalprøve, er det tydeligt, hvilke skuespillere, der har øvet deres linjer derhjemme, og hvilke, der er så grebet af deres stjernenykker, at de er overbeviste om deres egne evner som partiledere. Anders Fogh Rasmussen satte en tyk streg under, at han er stykkets evidente hovedperson, at han er statsminister, kongen af dansk politik, og at det bliver mere end blot almindelig svært at vippe ham af tronen. Anders Fogh lavede sin traditionelle, såkaldt omvendte Tony Blair, hvor han trak fra højre af dansk politik og lappede så langt ind over Socialdemokraternes politik, at han nærmest stjal Thornings replikker. Det var for eksempel tydeligt, da Anders Fogh begyndte at acceptere skattelettelser til de lavest lønnede. Anders Fogh er i absolut topform, og han virker mere end blot klar til at trykke på valgknappen.


Men kan man nu også stole på Anders Fogh? Kan man virkelig være sikker på, at han nu som lovet vil give de ekstra milliarder til forbedringer af offentlige bygninger? Kan man være sikker på, at de dårligst lønnede får de lovede skattelettelser? Og kan man stole på Anders Fogh, når han siger, at han vil gøre det lettere for arbejdere fra andre lande at få arbejde i Danmark? Det klare svar er, at ja, det kan man godt. Man fristes næsten til at citere Fogh selv: "Det man lover før valget, det holder man også efter valget." Men hvad sker der ellers efter valget? Vil Fogh pludselig blive socialdemokrat light? Vil han pludselig begynde at vise et nyt og humant ansigt frem? Nej, det vil han ikke. På trods af al spinsnakken, på trods af alle løfterne, så vil Fogh ikke ændre sig det mindste efter et valg. Han vil fortsat sylte velfærden, han vil fortsætte med at føre en politik, der er stærkt asocial, der styrker de rige og udnytter de fattige. Vi kender det fra de senere år: I valgkampen lover Venstre til højre og venstre i en sådan grad, at vælgerne nærmest bliver overvældet. Når så valget kommer giver Venstre de penge, og alle de, der ikke blev velsignet af valgløfterne bliver udsat for gedigene snit med Foghs lynende skarpe sparekniv. Vi må ikke glemme, at selvom Fogh kan tage en kortærmet skjorte på og smide slipset op til et valg, så er han og vil altid være, en velfærdsfornægter, der når alt kommer til alt mener, at man må klare sig selv.

Duer ikke, væk!

Det begynder at være rigtig svært at være venstre-politiker på Københavns Rådhus. De to motorer, Martin Geertsen og Søren Pind, er ikke længere at finde. Derfor er man nu nået til et punkt, hvor de politikere, der har reel politisk styrke og tæft er forsvundet. Det billede, der står tilbage af Venstre hos København er et billede af et regeringsparti, der står og forsøger at indtage en borg. En borg, der er langt mindre end den største borg, de har derhjemme, men denne borg er så godt som uindtagelig. Venstre er romerne, der forsøger at indtage den socialdemokratiske landsby i en Asterix-film. Og som i alle Asterix-film undrer man sig over, hvorfor Venstre ikke sender en politiker med tæft af sted. Hvorfor de ikke får hevet en joker op af hatten, en, der kan komme udefra og bide skeer med Ritt Bjerregaard. Det som den borgerlige opposition på Københavns Rådhus har gjort forkert, det er, at de har givet op fra starten. Martin Geertsen har lagt sig ind på en alt for forhandlingsvillig kurs, hvor han har accepteret Ritt Bjerregaards position som magtens centrum i København. Venstre må tage en af de store stjerner enten fra regeringen eller Folketinget og køre den, helst unge person, i stilling til posten som overborgmester. Det kunne være en Jens Rohde, der har haft en fatal fiasko med sit forsøg på at skabe TV2 Radio. Der er sikkert også mange andre muligheder, men Venstre må ganske enkelt til at tage lokalpolitik alvorligt - især når det handler om landets hovedstad.