Velfærd eller ministerbiler?

Jeg går på alle måder ind for et opgør med blokpolitikken. Jeg ser ingen grund til, at man holder sig fast i gamle alliancer, der når alt kommer til alt mest handler om, hvem der støttede hvilken befolkningsgruppe for 100 år siden. Af princip er der ikke noget parti, jeg ikke mener, at mit parti bør gå i regering med. Alle skal være velkomne, hvis de i større træk vil føre samme politik som os, hvis de vil være med til at styrke velfærden, mindske uligheden og sætte Danmark forrest på den internationale miljøscene. Ja, selv hvis gamle ældrechecks-Pia skulle lave en kovending af de historiske skulle hun da være velkommen. Men er der ikke en usynlig grænse for, hvor langt vi skal gå i vores kamp for ministerbiler? Handler den grænse ikke om, at selvom man altid må give visse indrømmelser, så skal den socialdemokratiske essens, det, Helle Thorning kalder hjerteblod, blive tilbage? Er netop tanken ved hjerteblod ikke, at så længe vi har det, så skal det hele nok gå? At så længe vi får forbedret velfærden, mindsket uligheden og sat Danmark forrest på den internationale miljøscene, så kan vi egentlig godt bide en hulens masse andet i os?

Men åbenbart kan alt gradbøjes. Når vi siger "velfærd frem for skattelettelser", så er det altså kun, hvis velfærden kan tælle til 90 efter den 13. Hvis skattelettelser kan tælle til 90, så er det en kamel vi åbenbart vil være villige til at sluge. Og hvordan konkluderer jeg så det? Jo, det konkluderer jeg ud fra, at min ellers dygtige partileder pludselig mener, at en regering med Radikale, NA og Konservative vil være at foretrække. Men hvad har de tre partier til fælles? Tja, ønsket om skattelettelser kommer sådan mere eller mindre hyppigt fra de tre. Og hvordan har partitoppen tænkt sig, at vi skal formindske uligheden og styrke velfærden samtidig med, at vi skaber en flad skat på 40 % for at tilfredsstille K og NA, der begge er stangborgerlige velhaverpartier med erhvervslivet i ryggen? Hvad er ideen, hvor er vores glimrende tanke, som vi gik til valg på, blevet af? Helle Thorning, det er vigtigt at kunne tælle til 90, det er nødvendigt at kunne tælle til 90, men husk nu for Guds skyld, at det ikke er målet i sig selv, men midlet til at komme med det store mål, nemlig at få ændret det her samfund i en mere positiv og social retning. Helle, for pokker! Jeg beundrer dig, du er en af de bedste i kommunikationens ædle kunst, men her har du og dine altså skudt langt, langt, langt forbi! Ja, i mit stille, socialdemokratiske indre er der endda en lille stemme, der nu råber til mig, at jeg skal spørge dig, om du vil have velfærd eller ministerbiler.

Giv den gas - flyv med SAS

Det måtte jo ske endnu engang. Klokken cirka fem her til eftermiddag er et SAS-fly af den efterhånden uhyggelige Dash 8-type forulykket i Københavns Lufthavn Kastrup. Flyet meddelte allerede i luften, at det havde en såkaldt Standby 3-situation, hvilket i fagsproget åbenbart betyder, at det havde alvorlige problemer. Som det tidligere er set med fly af den type, var det landingsstellet, der ikke kunne stå for presset, og da flyet skulle lande, brasede det sammen og faldt over på den højre vinge, hvor det så blev liggende. Ifølge Københavns Politi blev alle dog hevet ud af flyet med det samme, og ingen kom til skade.

Udover de alvorlige psykiske men dette kan efterlade passagererne med, så efterlader det også stof til eftertanke. Vil vi som danskere acceptere et skandinavisk flyselskab, der i deres sparerus smider sikkerheden ud med badevandet? Vil vi acceptere, at hele Københavns sygehusvæsen skal være i højeste alarmberedskab, fordi der kredser fly rundt, som ikke kan lande? Vil vi acceptere, at SAS gang på gang skyder skylden videre på flyfabrikanten uden at tage de ødelagte fly ud af brug? Jeg synes det er ulækkert, og uden at være jurist ville jeg da absolut undersøge, om ikke der er grundlag for at retsforfølge SAS-ledelsen for deres katastrofale og pengegriske håndtering af sagen. Indtil da vil jeg opfordre alle til at holde sig langt væk fra SAS-fly og bruge anstændige og sikre flyselskaber i stedet.

Du er jo en kylling, Anders

Enhver, der kan huske tilbage til sidste valgkamp vil kunne huske, hvor fantatiske halduellerne mellem Anders Fogh og Mogens Lykketoft var. Den fantastiske duel i Brøndy Hallen og den allerede nu sagnomspundne duel i Århus, der vist stadig står som et åbent sår for socialdemokrater, der mener, at TV2 fratog dem sejren. Og tak for det, Svenning Dalgaard, din (slettet, da dette er en sober blog.

Men sådan skal det altså ikke være i år. Anders Fogh er bange for duellerne mod Helle Thorning, han tør ikke tage debatten, kontrolfreaken af en statsminister tør ikke gå i debat mod sin udfordrer, fordi han er bange for ikke at kunne forsvare sig. Det vidner ærligt talt om en statsminister, der ikke har meget mere at give af.

Derfor vinder vi

Så er valget sat i gang. En valgkamp, hvis tema Socialdemokraterne ikke kunne have valgt bedre. Et tidspunkt for en valgkamp, hvor Socialdemokraterne i lang tid har sat den politiske dagsorden. Alle taler om velfærd, alle taler om, at skolerne, sygehusene, plejehjemmene, børnehaverne og den offentlige transport skal være bedre. Og når man siger velfærd, hvad tænker man så? Tænker man på en efterhånden halvgammel statsminister, der er blevet mere og mere gråhåret eller tænker man på Helle Thornings flotte profil på siden af en HT-bus? Ja, jeg er ikke i tvivl. Og når nu Helle er i så dejlig topform, så er der ingen tvivl om, at regeringsmagten og flertallet i Folketinget vil skifte den 13. november. Nej, hvor jeg glæder mig!

Er vi alle lige for loven?

Åbenbart ikke, kan ugebrevet A4 konkludere. LO har i samarbejde med AERådet kigget næsten 4000 sager om simpel vold igennem, og resultatet er slående: Jo bedre uddannet man er, des billigere slipper man i retten. Faktisk bliver kun halvt så mange af de voldstiltalte med en videregående uddannelse dømt til fængsel som de ufaglærte voldstiltalte.

Det er en fuldstændig uacceptabel situation, og det er noget, der med det samme bør ændres. Kan det virkelig være retfærdigt, at et jakkesæt og en studenterhue kan redde dig fra en tur bag tremmer? Skam jer, dommerstand!

Det nye projekt

Herhjemme kan vi socialdemokrater tumle rundt i en rus over egne fortidige evner til at gøre arbejderklassen til middelklasse. Vi kan tage ud i Rødovre og sige, at hvis ikke det var for os, så ville det her være en ghetto, og arbejderbørn ville rende rundt med ødelagt tøj, og længere nede ville de unge, der var ramt af massearbejdsløsheden sidde. Vi kan stå og sige, at i udlandet har middelklassen råd til mad og et hus, herhjemme kører middelklassen i tyske biler, tager på skiferie og rejser til Bali. Men ingen hører rigtig på socialdemokrater som mig mere. Ingen kan rigtig forestille sig, hvordan Danmark virkelig ville have set ud, hvis ikke Socialdemokraterne havde trådt til. Nogle mener vel, at vi er blevet overflødige. Derfor ligger vi og roder rundt på 25 % i meningsmålingerne. Derfor er det ikke sjovt at være socialdemokrat mere.

Men i den sidste uge har det for mig været rigtig sjovt at være socialdemokrat, ja vel nærmest endda socialist. For alle disse mange års arbejderkamp har givet os erfaring, det har gjort, at der er noget, vi ved. Vi ved, hvordan man kan skabe flere jobs, vi ved, hvordan man skal sikre, at alle får uddannelse, vi ved, hvordan man sikrer retten til at blive behandlet for sine sygdomme. Men det er der så mange steder, de ikke gør. Der er så mange steder, selv i Europa, hvor et samfund som det danske kan virke vanvittigt og urealistisk. Men det er det langt fra. Jeg har lige været i Bruxelles, hvor jeg ser, hvordan socialdemokrater fra hele Europa kæmper hårdt for at få ting, der er helt basale i Danmark spredt ud til hele Europa. Det er skolegang for alle, det er god og gratis behandling fra sygehusene, det er ordentlige arbejdsvilkår og økonomisk støtte, hvis man ikke kan få et arbejde. Der kan vi socialdemokrater - ikke mindst de danske bidrage med 100 års erfaring og gode ideer. Det er det nye, socialdemokratiske projekt, og jeg glæder mig til at komme i gang med det.

Havskovprisen

Havskovprisen skal hvert år tildeles til en person, der igennem en årrække har ydet en ekstraordinær indsats for at gøre verden bedre uden at skele til materielle og økonomiske goder. Med Havskovprisen følger ikke et astronomisk beløb men den ære det er at have udført et flot stykke arbejde og den glæde der ligger i, at det arbejde bliver værdsat.


I år skal Havskovprisen tildeles en mand, der mere end nogen anden har gjort en indsats for at sætte miljøet på dagsordenen. En mand, der sin forholdsvis høje alder til trods fortsat er en stærk og skarp debattør, der kan bide skeer med de skarpeste tunger herhjemme. En mand, der kan få mig til at spidse ørerne, sætte mig frem på stolen, lægge telefonen væk og bede alle andre om at holde kæft. En mand, der er Danmarks miljøminister nummer 1 nogensinde og har gjort Danmark til det foregangsland på miljøområdet, som vi er i dag. Årets Havskovpris skal gå til Svend Auken.

Jeg håber på at få en kommentar fra årets modtager af Havskovprisen.

I think you're a jerk, mr Gore

Det er på ingen måde, fordi jeg ikke bakker op om kampen for et bedre miljø. Det er ikke, fordi jeg tror på, at global opvarmning bare er en myte. Og det er ikke, fordi jeg generelt har noget imod amerikanere. Men jeg er på ingen måde fan af Al Gore, faktisk tværtimod. Og derfor blev jeg så uendelig skuffet i dag, da jeg så, at han fik lov til at dele Nobels Fredspris med FNs Klimapanel i dag.

Og hvordan kan sådan en hippie som mig dog lade være med at elske en miljøforkæmper som mr. Gore. Det skal jeg prøve at forklare nu:

To medlemmer af min afdeling i DSU har tidligere været i USA til en booksigning med Al Gore. Efter at den tidligere vicepræsident i flere timer havde signeret bøger, så de to DSU'ere, at der var en bil, der havde stået tændt hele tiden. De spurgte, hvis bil det dog var. En af de andre sagde, at det var mr. Gores. De to spurgte så, om ikke mr. Gore skulle slukke sin bil. Men, lød svaret, det kunne han da ikke. Chaufføren skulle jo have air condition!
Det lagt sammen med en mand med en 10 gange så stor elregning som en almindelig amerikaner (der i forvejen ikke sparer), kan jeg ganske enkelt ikke støtte som modtager af Nobels Fredspris.

Men så kan mr. Gore jo bruge de 10 millioner SEK på at betale sin elregning. Imens kan jeg sætte mig ned og høre Bloody Sunday med U2 og være glad for, at der er nogle, der oprigtigt kæmper og mener det de gør.

Torturisten Fogh

Ja, så har man endda også hørt det med.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen, flankeret af justitsbryster Lene Espersen, mener, at det er okay at bruge oplysninger, der kommer fra folk, der er blevet udsat fra tortur, mens de gav oplysningerne. Så længe det kommer fra mellemøstlige eller nordafrikanske efterretningstjenester. Men som kæledyrschefen Jakob Scharf siger det, så er vi jo nødt til at have de oplysninger, hvis nu nogen vil lave et terrorangreb. Men Scharf, Espersen og Fogh, hvis Gadaffis folk i Libyen eller Hosni Mubarak i Egypten kan få mig til at indrømme, at jeg har en dartskive med et billede af George Bush, mens de river neglene af mig, er disse oplysninger så særlig troværdige? Eller kunne folk måske finde på at stikke de kære diktatorer en løgn for at få dem til at stoppe med deres vanvittige vold?

Leve revolutionen! (den digitale altså)

Jeg lider af en usædvanlig og i mange kredse særdeles sjælden sygdom. Jeg er meget plaget af knowoholisme. En psykisk sygdom, der tvinger mig til at tilegne mig viden om fuldstændig ligegyldige ting. Det er en sygdom, der plager mig meget. De umiddelbare virkninger er, at man bliver en mere indelukket person, der konstant søger behandling for denne underlige sygdom i stedet for at få venner. På længere sigt betyder det manglende samarbejdsevner og en status som evig ungkarl.

Men til alle, der lider af samme sygdom som mig har jeg et råd. Jeg har på det seneste indgået i en eksperimental behandling med den fantastiske medicin, der kaldes Wikipedia. De har nemlig den dejlige funktion, at man kan vælge at læse en tilfældig artikel fra deres enorme arkiv. Det giver en masse ubrugelig viden. Ved I for eksempel, hvad en snella er? Det gør jeg!

Jeg bliver trukket rundt i manegen

Jeg er så træt. Virkelig big time træt. Ikke fordi jeg ikke har sovet længe, men ganske enkelt fordi mit fjernsyn i dag på det nærmeste var ødelagt. Eller det vil sige, det virkede egentlig, men de billeder og den lyd, der kom ud fra decideret ubrugelig. Det var noget med en eller anden højrøvet CO2-forbruger af en prins, der blev giftet med en eller anden barmfager franskerinde. Jojo, selvfølgelig er det fint, at de bliver gift, men spar mig dog for det på tv. Og hvis I så vil have mig undskyldt, jeg må hellere se noget DR2, Danmarks sidste ordentlige tv-kanal.

Fantastisk demonstration

Jeg var i dag en blandt mange, der stod klar med bannere og demo-øl på Christiansborg Slotsplads for at brokke os over regeringens uhyggelige nedskæringer på velfærden. DSU var mødt talstærkt op, og under parolen "Gratis hash eller velfærd", overmatchede vi klart Thomas Bankes VU-tropper, der stod og så decideret grinagtige ud.

Sammen med 70-90.000 andre demonstranter stod vi i DSU klar til at fortælle regeringen, at vi på ingen måde vil acceptere nedskæringerne i den offentlige sektor. Vi stod i regnen fra konfetti og vinkede til socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der enten stod hængende ud ad vinduerne eller var nede og demonstrere med os. Vi kan i flæng nævne Sophie Hæstorp, Mette Frederiksen, Kirsten Brosbøl og Magnus Heunicke. Det var dejligt med en god dag, hvor vi fik vist vores store utilfredshed til regeringen såvel som befolkningen.

Jeg har mødt Bill Clinton

Efter direkte opfordring fra DSUs forbundsformand, Jacob Bjerregaard vil jeg igen sætte gang i min blog igen, så cyberspace endnu engang kan få et medie for "højtråbende, socialistiske folkeskoleelever." Så i dag vil jeg genstarte bloggen med en historie af de meget interessante. I dag mødte jeg Bill Clinton. Jeg gik sammen med de andre røde fuldtidsansatte fra DSU til demonstration mod velfærdsforringelserne. Vi gik ad Strøget, da Alexander Nepper pludselig stoppede op, fordi han syntes, at han kunne se Bill Clinton. De andre DSU'ere, ført an af Forbundssekretær Casper Claudi, slog det hen, fordi det "ikke var ham". Men jeg blev ved Neppers side, og ganske rigtigt, op ad Nørregade kom USAs tidligere præsident. Nepper var hurtig og spurgte præsidenten, om han ville deltage i vores demonstration. Præsidentens svar var:

"I'd like to, but I have to go."

Jeg fik selv næsten et billede af Clinton, men jeg blev skubbet væk af hans body guard med ordet: "mmmhmm."

Nogle mennesker taler om en nærdødsoplevelse, men i dag havde jeg en nær-Clintonoplevelse.
(Håber du er glad nu, Bjerregaard.)