Mads Havskov

Danny Stam i topform i Rotterdam

2008-01-09T19:29:00.000+01:00

Danny Stam viste ved sidstedagen er 6-dagesløbet i Rotterdam endnu engang, at han lige nu er i en forrygende form. Da parrene til løbet i Rotterdam blev offentliggjort, var der store protester i det hollandske cykelmiljø over, at hollandske Danny Stam ikke skulle danne par med landsmanden Peter Schep, men i stedet køre sammen med tyske Leif Lampater. Det kunne undre ret meget, men Stam/Lampater viste i aftenens jagt, at de sammen kan køre fra alle andre. Med halvtreds omgange igen angriber Stam, og parret får hurtigt taget en halv omgang. I et usædvanlig langt og spændende forfølgelsesløb, lægger Iljo Keisse og Robert Bartko sig op for at hente det hollandsk-tyske par. De kører 10-15 omgange, uden at forspringet ændrer sig. Til sidst er Keisse og Bartko tømt for kræfter og slår op i banen for at lade et af de andre toppar overtage jagten. Imidlertid vil hverken Peter Schep/Erik Zabel eller Risi/Marvulli overtage, og Stam og Lampater får taget deres omgang.

Derfra var det let for især Danny Stam at overtage styringen af feltet, og da Risi/Marvulli angriber med 10 omgange igen, er det for sent. Stam/Lampater vinder løbet med 283 point. På andenpladsen kommer schweizerne Risi/Marvulli med 340 point én omgang efter. På tredjepladsen kommer Keisse/Bartko med 331 point, ligeledes en omgang efter. Peter Schep/Erik Zabel må skuffet tage til takke med fjerdepladsen med 276 point - ligeledes en omgang efter. Danske Marc Hester sluttede sidst med sin hollandske makker Bas Gilling, 27 omgange efter med 109 point.

Endnu engang viser Danny Stam, at han er i topform. Utrolig flot kørt af den hurtige hollænder. Jeg undrer mig nu stadig over, at han ikke blev sat sammen med landsmanden Peter Schep - især når nu løbet blev kørt i Holland. Desuden virker det meget skidt af de andre toppar, at de lader Stam/Lampater køre. Keisse/Bartko forsøger at hjælpe, men en gammel ræv og fantastisk taktiker som Bruno Risi burde om nogen vide, at man altså skal hjælpe med at hente Stam/Lampater. Det er simpelthen for skidt, og jeg er helt overbevist om, at især et så udpræget konkurrencemenneske som Franco Marvulli er pissesur over det

Desuden må løbsarrangørerne altså stoppe med at sætte Marc Hester sammen med den ene talentløse cykelrytter efter den anden. Om det er Carl-Christian König, Gerd Dörich eller Bas Gilling er ligegyldigt, for de er alle sammen elendige (selvom Dörich er lidt af en showman).
Hester ville have godt af at blive sat sammen med "lille, seje Villa", som Marco Villa blev kaldt i gamle dage. Der ville Hester kunne suge til sig, og både Villa og Hester ville få makkere, der ikke indbød til at ende 15-20 omgange efter hver gang.

Fuck politik - banecykling rocks

2008-01-09T19:27:00.000+01:00

I erkendelse af, at denne blog nu har nået den absolutte bund, hvad angår socialdemokratiske blogs på internettet, har jeg valgt at ændre temaet lidt. Eller faktisk en del. For fremtiden skal denne blog være det forum, hvorfra jeg udlever mit mål om at udbrede cykelsporten.

Derfor vil politik for en periode være smidt ud af bloggen, og de tohjulede atleter har overtaget.

Svensk prostitutionssag bør åbnes

2007-12-05T16:21:00.000+01:00

I dag er en liste over kunder på et bordel med mindreårige ansatte i 70'ernes Sverige blevet offentliggjort. Rygterne om, at kendte politikere og diplomater var blandt kunderne har floreret mere eller mindre uafbrudt i Sverige i mange år. I dag offentliggjorde de to prostituerede (der dengang var blot 14 og 15 år) en liste med navne, som de uafhængigt af hinanden siger, var kunder hos dem. Deriblandt nævnes blandt andre den daværende justitsminister i Sverige, Lennart Geijer. Da Dagens Nyheder i 1977 begyndte at køre historien, tvang den svenske statsminister Olof Palme igennem, at avisen måtte stoppe med nyheden. Spørgsmålet står nu klart: Vidste Palme, at Geijer havde været kunde hos de to piger, og fortiede han derfor med vilje sagen for ikke at stå tilbage med en utroværdig regering? Eller handlede Palme etisk korrekt, fordi der på daværende tidspunkt ikke var belæg for at køre så hårde anklager mod justitsministeren?

Det er store spørgsmål - og spørgsmål, der fortjener svar. Derfor mener jeg klart, at sagen bør åbnes, så man kan få afklaret, hvad der er op og ned i denne sag, og så man kan få fundet de skyldige og renset de uskyldige.

Offentligt ansatte: Løn eller opsigelse

2007-12-03T20:44:00.000+01:00

7 ud af 10 offentligt ansatte forventer, at forårets overenskomster ender i storkonflikt. Det skriver Ugebrevet A4. Samtidig er det blot 19 % af de adspurgte, der forventer, at der kan findes en rolig og fredelig løsning på problemet. Og kommer lønstigningen ikke, ja så kommer strejken. For eksempel siger op mod 80 % af de ansatte i sygehusvæsenet, at de er klar til en strejke, hvis ikke de får deres vilje ved overenskomsten. Og 60 % af disse siger, at de vil søge nye karriereudfordringer, hvis ikke lønnen stiger.

Det er en drastisk udvikling, og det viser, at der skal handles fra politisk side nu, ellers vil vi stå med et enormt problem.

Politianmeldelse af Københavns Kommune

2007-11-28T16:52:00.000+01:00

Københavns Kommune burde i dag være meldt til Politiet. De har, med fuldt belæg og for offentlighedens penge, støttet en yderligt venstreorienteret terrororganisation kaldet "De Autonome". De Autonome har ved flere lejligheder både gennem handling og tale vist, at de ønsker en omvæltning af samfundet, at den private ejendomsret sagtens kan krænkes, og at de ikke ser nogen hindring i at tage almindelige mennesker og disses ejendom som gidsler i deres semi-kommunistiske guerilla-organisation. Desuden har denne danske terrorcelle et stort internationalt netværk, hvor man lynhurtigt får mobiliseret en undergrundshær, der tager ind over landets grænser for at kæmpe mod de statslige myndigheder.

Desuden er der belæg for at tro, at det hus, De Autonome af kommunen er blevet skænket, ikke vil blive brugt som det kulturhus, det oprindeligt er blevet kaldt, men derimod vil blive brugt som et reelt våbenlager, der skal bruges til fremtidige kampe for "De Autonome".

Hvem sagde ungdom? Jeg ser ingen ungdom

2007-11-23T14:18:00.000+01:00

Statsministeren havde inden fremlæggelsen af sin regering i dag bebudet, at der vil blive plads til flere nye, unge ansigter, og at der ville ske store ændringer i regeringen. Derfor var vi faktisk nogle, der havde glædet os til i dag. Hvilken ung up-and-coming ville Statsministeren mon hive frem og sætte på en af rigets topposter, spurgte jeg mig selv om, da jeg stod op her til morgen. Og det spørger jeg sådan set stadig mig selv om. For efter at have set Foghs ministerliste, så virkede det ganske enkelt ikke som den store fornyelse. Det eneste nye, unge ansigt i regeringen er Fogh-kopien og Peter Gæmelkes håndlanger, Troels Lund Poulsen. For nu, med Dansk Landbrug i miljøministeriet kan man nok kun knibe en tåre og sødt drømme sig tilbage til Aukens Commonwealth-ministerium. Jeg er sikker på, at lange Svend korser sig i dag og at miljøministeriets medarbejdere kigger ned i Jorden - skuffede over endnu engang ikke at måtte føre grøn miljøpolitik.

Jeg synes, at denne ministerliste tyder på en statsminister, der bliver nødt til at finde de gamle travere frem. Meget lidt har reelt set ændret sig siden han trådte til i 2001. Selvom Fogh er blevet endnu bedre til at lyve, endnu bedre til at skjule sine nedskæringer som effektiviseringer og endnu bedre til at give erhvervslivet skattelettelser, så er politikken og menneskesynet stadig det samme. Og hvorfor skulle ministerlisten så ikke også være det? Man havde håbet på en statsminister, der fornyede sig lidt, men i stedet ser man den samme mand med gråt hår og døde øjne som man altid har set. Eneste overraskelse ved den ministerliste - udover bulldog'en som inhuman udsmidningsminister - er vel, at Fogh ikke gik helt tilbage i tiden og fandt Uffe og Schlüter frem fra gemmerne.

Københavnske navneændringer

2007-11-21T16:23:00.000+01:00

Her på det seneste er det (som for eksempel med Thomas Koppels Allé i hippie-land og Preben Kaas-Vænget på Frederiksberg) blevet en hel trend at give kendte steder nye navne. Jeg synes, at vi i København skal gå endnu længere for etisk og politisk korrekte navne til veje og pladser. Så Ritt (eller det her er vist Bondams metier), hvis du læser med her, hvilket jeg meget stærkt går ud fra, så vil jeg foreslå dig at tage følgende vejændringer op på næste møde i Borgerrepræsentationen:

Israels Plads, beliggende ved Nørreport Station, bør navngives Palæstinas Plads.

H.C. Andersens Boulevard, beliggende ved Ritts kontor, bør opkaldes efter vores nationalforfatter og navngives Hans Scherfigs Boulevard.

Esplanaden, beliggende ved det sted Finansloven bliver lavet, bør navngives Brandskatningsvej.

Amalienborg bør navngives Place de la République (så kan også monsieur Henri udtale navnet)

Jeg vil gerne understrege, at jeg under ingen omstændigheder ønsker, at der bliver rørt ved følgende veje og pladsers navngivning:

Dag Hammerskjölds Allé

Tove Ditlevsens Plads

Onkel Dannys Plads

Tuborgvej.

(P.S. Ved godt, at dette indlæg stinker, men vil også opfordre de kære DSU'ere i Sønderborg at omdøbe Chr. X's bro til for eksempel Karl Marx-overgangen.)

Det var kun 1. halvleg

2007-11-14T14:47:00.000+01:00

Ja, aftenen i går blev jo ikke halvt så spændende som jeg og mange andre havde håbet på og regnet med. Fra starten var exit-pollsne imod os, og da resultaterne begyndte at rulle ind fra diverse kredse, stod det klart, at det ikke skulle være denne aften, at ministerbilerne skulle fyldes op med socialdemokrater, at politikken fortsat skulle føres på Pia Kjærsgaards forlangende og ønsker. Det stod klart, at ikke engang Naser Khader kunne trække lidt i den rigtige retning på integrationsområdet. At Socialdemokraterne ikke blev det største parti, og at kun enkelte de mange dygtige DSU-kandidater har en chance for at komme i Folketinget. Og ja, det uhyggelige skete. Endnu engang gik vi tilbage.

Men for en gangs skyld var det ikke et nederlag, der sved. Det var ikke følelsen af afmagt og af at have tabt, følelsen af, at vores parti er nede i et hul, et hul det aldrig kommer op af igen. Det var følelsen af, at vi godt nok var bagud, men ikke at vi havde tabt. At vi måske nok var bagud, men at vi havde vist, at Helle Thorning er en statsministerkandidat. Og ingen tvivl om, at hun skal have en chance mere for at blive det.

Derfor bliver det en spændende aften

2007-11-13T16:32:00.000+01:00

Tror jeg på, at det bliver en interessant aften? Ja. Tror jeg på, at det faktisk bliver bare en smule spændende, hvem der bliver Danmarks statsminister, når vi vågner op i morgen? Ja. Er jeg naiv? Måske. Alligevel vil jeg dog alligevel forsøge at gøre mit bedste for at forklare, hvorfor jeg ikke mener, at alt er givet på forhånd som det borgerlige presseapparats meningsmålinger ellers foreskriver det.

1: Nordatlanten = Helle-land. Begge mandater fra Grønland falder med al sandsynlighed til den rigtige side. Samtidig Høgni Høydal sikker på Færøerne, men det er faktisk heller ikke utænkeligt, at begge mandater fra de smukke øer kunne blive socialdemokratiske. Alle, der kan huske 1998 (kan jeg ikke selv, men er bare syg til historie.. eller noget...) vil vide, at Nordatlanten ikke altid er helt uden betydning.

2: Kendispartiet fejler. Ny Alliance har været i frit fald i samtlige meningsmålinger siden valgkampen startede. I øjeblikket ligger meningsmålingerne sådan, at de spår det nye parti omkring 3 %, hvilket med lidt hurtig regning giver cirka 6 mandater. Men andre undersøgelser viser, at en stor del af Ny Alliances vælgere langt fra er sikre på, at de vil stemme på partiet. Faktisk kunne kun 22 % af partiets vælgere garantere, at de ville stemme på NA, ifølge dr.dk/valg. Og da vælgere som regel har tendens til at vælge det sikre, når de står i stemmeboksen, er jeg slet ikke så sikker på, at Ny Alliance kommer ind. Og tja, Naser. Måske skulle du have brugt de mange penge fra Kolind og Saxo Bank på at hyre en, der kan fortælle dig, hvad en dronningerunde er eller som minimum, hvad det vil sige at føre valgkamp (som en gratis ydelse kan jeg fortælle Naser, at det handler om at komme med klare og forståelige budskaber på vigtige områder som f. eks. hvem, man ønsker som statsminister).

Det er sådan set ikke meget mere end det, der skal til. Disse ting kan måske virke usandsynlige, og ingen tvivl om, at Anders Fogh er favorit til at vinde valget. Men samtidig ingen tvivl om, at Helle Thornings indsats i denne valgkamp har været langt over middel, og hun har da chancerne i aften, omend de ikke er så store som man kunne have troet for en uge siden, da hun var i topform i duellen mod Fogh. Desuden vil jeg give hr Seidenfaden ret i sin udmærkede (dog ikke helt objektive) analyse af Helle Thornings indsats i denne valgkamp. http://lederpladsen.weblog.dk/

Diskretion er nøgleordet

2007-11-08T15:20:00.000+01:00

Man kender det stereotype billede fra amerikanske serier. Faren har lige fundet ud af, at sønnen har gemt hash i skabet på den high school, hvor serien foregår, faren siger til sønnen, at han ikke ved, hvad han er mest flov over. At han ryger hash, eller at han er blevet opdaget.

Det er lidt den samme måde, faderen til Ny Alliance, denne gang i Naser Khaders interessante skikkelse, må føle, efter Gitte Seeberg og Anders Samuelsen skød sig selv i foden i en stil, hvor selv gode gamle Poul må føle, at nogen faktisk overgår ham i hans hofdisciplin. For point one, i to partiløjtnanter: Ja for helvede da, selvfølgelig skal I da forhandle med regeringen, og selvfølgelig skal I gøre det før valget, og nej I skal ringe til journalister og sige, at I gør det. For pokker, det er kutyme, det alle. Men husk lige at gå lidt stille med dørene. Det er altså bare ikke noget, der skal ud. Diskretion er nøgleordet, hr. Samuelsen og fr. jeg-havde-en-affære-med-Hans-Engell.

Aberdabei til grøn skattereform

2007-11-07T18:30:00.000+01:00

Ja, jeg er for et mere miljørigtigt samfund. Men det gamle, socialdemokratiske hjerte føler sig mere og mere revet i stykker, når jeg hører mine partifællers snak om en grøn skattereform. For selvfølgelig skal Auken-ånden have frie roller, og selvfølgelig skal vi gøre alt for at begrænse vor tids største udfordring: den globale opvarmning.

Men lad os nu ikke i vores iver efter at gøre noget godt for miljøet glemme alle andre problemer i samfundet. Det gør vi, hvis vi siger ja til en grøn skattereform. Til en omlægning af skatten, så vi giver skattelettelser til de, der i forvejen tjener penge og straffer alle mennesker i samfundet ved højere energiafgifter.
Hvad vil det betyde? Det vil betyde, at ham, der arbejder meget og har en stor indkomst vil tjene penge, mens pensionisten, kontanthjælpsmodtageren eller efterlønneren vil have endnu færre penge at leve for. Derfor siger jeg klart. Hvis vi skal have en grøn skattereform, skal der ske en kompensation i de sociale ydelser, og bundskatten skal sænkes markant. Ellers vil en grøn skattereform ramme socialt skævt, og så går det gode ligesom tabt.

Historisk Helle hamrer igennem

2007-11-04T22:25:00.000+01:00

Det er altid svært - ikke mindst for mig - at være objektiv, men i aften føler jeg virkelig, at al tvivl er lagt til side om, at Helle vandt aftenens duel mod Anders Fogh på DR1 meget stort. Hun var klart mere i angrebsposition end tidligere, hun spurgte mere ind, hun lod sig ikke bide af med de sædvanlige billige tricks og tomme ord. Det var en statsministerkandidat, der virkelig viste sine evner i en debat. Flere gange stod Fogh tilbage og måtte bruge lang tid på enten at tale udenom eller decideret stå og lade et uvant "øh bøh..." være svar på Rigets fremtid.

Ved valgene i 2001 og 2005, og vel egentlig også i 1998, var det den, der blev udråbt som vinder af den sidste debat, der også endte med at vinde valget. Hvis det sker endnu engang er der ingen tvivl om, at Helle Thorning er Danmarks næste statsminister.

Skræmmekampagne

2007-11-02T19:47:00.000+01:00

MEL: We'll make Fidel Castro the mayor of New York.

Fogh si'r vi vil brandbeskatte folk fra hus og hjem
Fogh si'r vi vil brandbeskatte folk fra hus og hjem
Fogh si'r vi vil brandbeskatte folk fra hus og hjem
Hvis Helle kommer ti-i-il.

Fogh si'r vi vil å-åbne alle grænserne
Fogh si'r vi vil å-åbne alle grænserne
Fogh si'r vi vil å-åbne alle grænserne
Hvis Helle kommer ti-i-il

Fogh si'r at finanserne de bli'r noget værre rod
Fogh si'r at finanserne de bli'r noget værre rod
Fogh si'r at finanserne de bli'r noget værre rod
Hvis Helle kommer ti-i-il

Fogh si'r at det hele bli'r en skræmmekampagne
Fogh si'r at det hele bli'r en skræmmekampagne
Fogh si'r at det hele bli'r en skræmmekampagne
Men Helle kommer ti-i-il.

Venstre er det moderne landbrug

2007-11-02T17:38:00.000+01:00

Det er ikke blot af historiske årsager, at Venstre er et bondeparti. Jeg vil her forsøge at komme med eksempler på, at Venstre har undermineret det danske samfund ved at føre deres gamle landarbejderrutiner ud i store dele af samfundet. Her er nogle arbejdsopgaver for en bonde og for Anders Fogh. Virker de påfaldende ens?

En bonde starter dagen med at malke køerne. Anders Fogh startede sin regeringsperiode med at malke den offentlige sektor for penge.

En bonde fodrer svinene. Anders Fogh fodrer sine venner i erhvervslivet med skattelettelser.

En bonde tvinger køerne ud på marken. Anders Fogh tvinger folk ud på et arbejdsmarked, selvom de ikke kan arbejde. Eneste forskel er, at bondens køer gerne vil, Foghs borgere skal tvinges ved at leve på fattigdomsgrænsen.

En bonde stuver svinene ind i stalden. Anders Fogh fylder klasseværelserne med alt for mange elever.

En bonde smider gylle på sine marker. Anders Fogh tænker heller ikke på miljøet.

Bonden høster korn. Anders Fogh høster stemmer. Skal han høste din?

Velfærd eller ministerbiler?

2007-10-29T16:59:00.000+01:00

Jeg går på alle måder ind for et opgør med blokpolitikken. Jeg ser ingen grund til, at man holder sig fast i gamle alliancer, der når alt kommer til alt mest handler om, hvem der støttede hvilken befolkningsgruppe for 100 år siden. Af princip er der ikke noget parti, jeg ikke mener, at mit parti bør gå i regering med. Alle skal være velkomne, hvis de i større træk vil føre samme politik som os, hvis de vil være med til at styrke velfærden, mindske uligheden og sætte Danmark forrest på den internationale miljøscene. Ja, selv hvis gamle ældrechecks-Pia skulle lave en kovending af de historiske skulle hun da være velkommen. Men er der ikke en usynlig grænse for, hvor langt vi skal gå i vores kamp for ministerbiler? Handler den grænse ikke om, at selvom man altid må give visse indrømmelser, så skal den socialdemokratiske essens, det, Helle Thorning kalder hjerteblod, blive tilbage? Er netop tanken ved hjerteblod ikke, at så længe vi har det, så skal det hele nok gå? At så længe vi får forbedret velfærden, mindsket uligheden og sat Danmark forrest på den internationale miljøscene, så kan vi egentlig godt bide en hulens masse andet i os?

Men åbenbart kan alt gradbøjes. Når vi siger "velfærd frem for skattelettelser", så er det altså kun, hvis velfærden kan tælle til 90 efter den 13. Hvis skattelettelser kan tælle til 90, så er det en kamel vi åbenbart vil være villige til at sluge. Og hvordan konkluderer jeg så det? Jo, det konkluderer jeg ud fra, at min ellers dygtige partileder pludselig mener, at en regering med Radikale, NA og Konservative vil være at foretrække. Men hvad har de tre partier til fælles? Tja, ønsket om skattelettelser kommer sådan mere eller mindre hyppigt fra de tre. Og hvordan har partitoppen tænkt sig, at vi skal formindske uligheden og styrke velfærden samtidig med, at vi skaber en flad skat på 40 % for at tilfredsstille K og NA, der begge er stangborgerlige velhaverpartier med erhvervslivet i ryggen? Hvad er ideen, hvor er vores glimrende tanke, som vi gik til valg på, blevet af? Helle Thorning, det er vigtigt at kunne tælle til 90, det er nødvendigt at kunne tælle til 90, men husk nu for Guds skyld, at det ikke er målet i sig selv, men midlet til at komme med det store mål, nemlig at få ændret det her samfund i en mere positiv og social retning. Helle, for pokker! Jeg beundrer dig, du er en af de bedste i kommunikationens ædle kunst, men her har du og dine altså skudt langt, langt, langt forbi! Ja, i mit stille, socialdemokratiske indre er der endda en lille stemme, der nu råber til mig, at jeg skal spørge dig, om du vil have velfærd eller ministerbiler.

Giv den gas - flyv med SAS

2007-10-27T17:18:00.000+02:00

Det måtte jo ske endnu engang. Klokken cirka fem her til eftermiddag er et SAS-fly af den efterhånden uhyggelige Dash 8-type forulykket i Københavns Lufthavn Kastrup. Flyet meddelte allerede i luften, at det havde en såkaldt Standby 3-situation, hvilket i fagsproget åbenbart betyder, at det havde alvorlige problemer. Som det tidligere er set med fly af den type, var det landingsstellet, der ikke kunne stå for presset, og da flyet skulle lande, brasede det sammen og faldt over på den højre vinge, hvor det så blev liggende. Ifølge Københavns Politi blev alle dog hevet ud af flyet med det samme, og ingen kom til skade.

Udover de alvorlige psykiske men dette kan efterlade passagererne med, så efterlader det også stof til eftertanke. Vil vi som danskere acceptere et skandinavisk flyselskab, der i deres sparerus smider sikkerheden ud med badevandet? Vil vi acceptere, at hele Københavns sygehusvæsen skal være i højeste alarmberedskab, fordi der kredser fly rundt, som ikke kan lande? Vil vi acceptere, at SAS gang på gang skyder skylden videre på flyfabrikanten uden at tage de ødelagte fly ud af brug? Jeg synes det er ulækkert, og uden at være jurist ville jeg da absolut undersøge, om ikke der er grundlag for at retsforfølge SAS-ledelsen for deres katastrofale og pengegriske håndtering af sagen. Indtil da vil jeg opfordre alle til at holde sig langt væk fra SAS-fly og bruge anstændige og sikre flyselskaber i stedet.

Du er jo en kylling, Anders

2007-10-25T20:11:00.000+02:00

Enhver, der kan huske tilbage til sidste valgkamp vil kunne huske, hvor fantatiske halduellerne mellem Anders Fogh og Mogens Lykketoft var. Den fantastiske duel i Brøndy Hallen og den allerede nu sagnomspundne duel i Århus, der vist stadig står som et åbent sår for socialdemokrater, der mener, at TV2 fratog dem sejren. Og tak for det, Svenning Dalgaard, din (slettet, da dette er en sober blog.

Men sådan skal det altså ikke være i år. Anders Fogh er bange for duellerne mod Helle Thorning, han tør ikke tage debatten, kontrolfreaken af en statsminister tør ikke gå i debat mod sin udfordrer, fordi han er bange for ikke at kunne forsvare sig. Det vidner ærligt talt om en statsminister, der ikke har meget mere at give af.

Derfor vinder vi

2007-10-25T13:29:00.000+02:00

Så er valget sat i gang. En valgkamp, hvis tema Socialdemokraterne ikke kunne have valgt bedre. Et tidspunkt for en valgkamp, hvor Socialdemokraterne i lang tid har sat den politiske dagsorden. Alle taler om velfærd, alle taler om, at skolerne, sygehusene, plejehjemmene, børnehaverne og den offentlige transport skal være bedre. Og når man siger velfærd, hvad tænker man så? Tænker man på en efterhånden halvgammel statsminister, der er blevet mere og mere gråhåret eller tænker man på Helle Thornings flotte profil på siden af en HT-bus? Ja, jeg er ikke i tvivl. Og når nu Helle er i så dejlig topform, så er der ingen tvivl om, at regeringsmagten og flertallet i Folketinget vil skifte den 13. november. Nej, hvor jeg glæder mig!

Er vi alle lige for loven?

2007-10-21T18:06:00.000+02:00

Åbenbart ikke, kan ugebrevet A4 konkludere. LO har i samarbejde med AERådet kigget næsten 4000 sager om simpel vold igennem, og resultatet er slående: Jo bedre uddannet man er, des billigere slipper man i retten. Faktisk bliver kun halvt så mange af de voldstiltalte med en videregående uddannelse dømt til fængsel som de ufaglærte voldstiltalte.

Det er en fuldstændig uacceptabel situation, og det er noget, der med det samme bør ændres. Kan det virkelig være retfærdigt, at et jakkesæt og en studenterhue kan redde dig fra en tur bag tremmer? Skam jer, dommerstand!

Det nye projekt

2007-10-21T15:47:00.001+02:00

Herhjemme kan vi socialdemokrater tumle rundt i en rus over egne fortidige evner til at gøre arbejderklassen til middelklasse. Vi kan tage ud i Rødovre og sige, at hvis ikke det var for os, så ville det her være en ghetto, og arbejderbørn ville rende rundt med ødelagt tøj, og længere nede ville de unge, der var ramt af massearbejdsløsheden sidde. Vi kan stå og sige, at i udlandet har middelklassen råd til mad og et hus, herhjemme kører middelklassen i tyske biler, tager på skiferie og rejser til Bali. Men ingen hører rigtig på socialdemokrater som mig mere. Ingen kan rigtig forestille sig, hvordan Danmark virkelig ville have set ud, hvis ikke Socialdemokraterne havde trådt til. Nogle mener vel, at vi er blevet overflødige. Derfor ligger vi og roder rundt på 25 % i meningsmålingerne. Derfor er det ikke sjovt at være socialdemokrat mere.

Men i den sidste uge har det for mig været rigtig sjovt at være socialdemokrat, ja vel nærmest endda socialist. For alle disse mange års arbejderkamp har givet os erfaring, det har gjort, at der er noget, vi ved. Vi ved, hvordan man kan skabe flere jobs, vi ved, hvordan man skal sikre, at alle får uddannelse, vi ved, hvordan man sikrer retten til at blive behandlet for sine sygdomme. Men det er der så mange steder, de ikke gør. Der er så mange steder, selv i Europa, hvor et samfund som det danske kan virke vanvittigt og urealistisk. Men det er det langt fra. Jeg har lige været i Bruxelles, hvor jeg ser, hvordan socialdemokrater fra hele Europa kæmper hårdt for at få ting, der er helt basale i Danmark spredt ud til hele Europa. Det er skolegang for alle, det er god og gratis behandling fra sygehusene, det er ordentlige arbejdsvilkår og økonomisk støtte, hvis man ikke kan få et arbejde. Der kan vi socialdemokrater - ikke mindst de danske bidrage med 100 års erfaring og gode ideer. Det er det nye, socialdemokratiske projekt, og jeg glæder mig til at komme i gang med det.

Havskovprisen

2007-10-12T22:50:00.001+02:00

Havskovprisen skal hvert år tildeles til en person, der igennem en årrække har ydet en ekstraordinær indsats for at gøre verden bedre uden at skele til materielle og økonomiske goder. Med Havskovprisen følger ikke et astronomisk beløb men den ære det er at have udført et flot stykke arbejde og den glæde der ligger i, at det arbejde bliver værdsat.

I år skal Havskovprisen tildeles en mand, der mere end nogen anden har gjort en indsats for at sætte miljøet på dagsordenen. En mand, der sin forholdsvis høje alder til trods fortsat er en stærk og skarp debattør, der kan bide skeer med de skarpeste tunger herhjemme. En mand, der kan få mig til at spidse ørerne, sætte mig frem på stolen, lægge telefonen væk og bede alle andre om at holde kæft. En mand, der er Danmarks miljøminister nummer 1 nogensinde og har gjort Danmark til det foregangsland på miljøområdet, som vi er i dag. Årets Havskovpris skal gå til Svend Auken.

Jeg håber på at få en kommentar fra årets modtager af Havskovprisen.

I think you're a jerk, mr Gore

2007-10-12T15:02:00.000+02:00

Det er på ingen måde, fordi jeg ikke bakker op om kampen for et bedre miljø. Det er ikke, fordi jeg tror på, at global opvarmning bare er en myte. Og det er ikke, fordi jeg generelt har noget imod amerikanere. Men jeg er på ingen måde fan af Al Gore, faktisk tværtimod. Og derfor blev jeg så uendelig skuffet i dag, da jeg så, at han fik lov til at dele Nobels Fredspris med FNs Klimapanel i dag.

Og hvordan kan sådan en hippie som mig dog lade være med at elske en miljøforkæmper som mr. Gore. Det skal jeg prøve at forklare nu:

To medlemmer af min afdeling i DSU har tidligere været i USA til en booksigning med Al Gore. Efter at den tidligere vicepræsident i flere timer havde signeret bøger, så de to DSU'ere, at der var en bil, der havde stået tændt hele tiden. De spurgte, hvis bil det dog var. En af de andre sagde, at det var mr. Gores. De to spurgte så, om ikke mr. Gore skulle slukke sin bil. Men, lød svaret, det kunne han da ikke. Chaufføren skulle jo have air condition!
Det lagt sammen med en mand med en 10 gange så stor elregning som en almindelig amerikaner (der i forvejen ikke sparer), kan jeg ganske enkelt ikke støtte som modtager af Nobels Fredspris.

Men så kan mr. Gore jo bruge de 10 millioner SEK på at betale sin elregning. Imens kan jeg sætte mig ned og høre Bloody Sunday med U2 og være glad for, at der er nogle, der oprigtigt kæmper og mener det de gør.

Torturisten Fogh

2007-10-09T14:41:00.000+02:00

Ja, så har man endda også hørt det med.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen, flankeret af justitsbryster Lene Espersen, mener, at det er okay at bruge oplysninger, der kommer fra folk, der er blevet udsat fra tortur, mens de gav oplysningerne. Så længe det kommer fra mellemøstlige eller nordafrikanske efterretningstjenester. Men som kæledyrschefen Jakob Scharf siger det, så er vi jo nødt til at have de oplysninger, hvis nu nogen vil lave et terrorangreb. Men Scharf, Espersen og Fogh, hvis Gadaffis folk i Libyen eller Hosni Mubarak i Egypten kan få mig til at indrømme, at jeg har en dartskive med et billede af George Bush, mens de river neglene af mig, er disse oplysninger så særlig troværdige? Eller kunne folk måske finde på at stikke de kære diktatorer en løgn for at få dem til at stoppe med deres vanvittige vold?

Leve revolutionen! (den digitale altså)

2007-10-08T13:04:00.000+02:00

Jeg lider af en usædvanlig og i mange kredse særdeles sjælden sygdom. Jeg er meget plaget af knowoholisme. En psykisk sygdom, der tvinger mig til at tilegne mig viden om fuldstændig ligegyldige ting. Det er en sygdom, der plager mig meget. De umiddelbare virkninger er, at man bliver en mere indelukket person, der konstant søger behandling for denne underlige sygdom i stedet for at få venner. På længere sigt betyder det manglende samarbejdsevner og en status som evig ungkarl.

Men til alle, der lider af samme sygdom som mig har jeg et råd. Jeg har på det seneste indgået i en eksperimental behandling med den fantastiske medicin, der kaldes Wikipedia. De har nemlig den dejlige funktion, at man kan vælge at læse en tilfældig artikel fra deres enorme arkiv. Det giver en masse ubrugelig viden. Ved I for eksempel, hvad en snella er? Det gør jeg!

Jeg bliver trukket rundt i manegen

2007-10-03T18:19:00.000+02:00

Jeg er så træt. Virkelig big time træt. Ikke fordi jeg ikke har sovet længe, men ganske enkelt fordi mit fjernsyn i dag på det nærmeste var ødelagt. Eller det vil sige, det virkede egentlig, men de billeder og den lyd, der kom ud fra decideret ubrugelig. Det var noget med en eller anden højrøvet CO2-forbruger af en prins, der blev giftet med en eller anden barmfager franskerinde. Jojo, selvfølgelig er det fint, at de bliver gift, men spar mig dog for det på tv. Og hvis I så vil have mig undskyldt, jeg må hellere se noget DR2, Danmarks sidste ordentlige tv-kanal.

Fantastisk demonstration

2007-10-02T20:02:00.001+02:00

Jeg var i dag en blandt mange, der stod klar med bannere og demo-øl på Christiansborg Slotsplads for at brokke os over regeringens uhyggelige nedskæringer på velfærden. DSU var mødt talstærkt op, og under parolen "Gratis hash eller velfærd", overmatchede vi klart Thomas Bankes VU-tropper, der stod og så decideret grinagtige ud.

Sammen med 70-90.000 andre demonstranter stod vi i DSU klar til at fortælle regeringen, at vi på ingen måde vil acceptere nedskæringerne i den offentlige sektor. Vi stod i regnen fra konfetti og vinkede til socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der enten stod hængende ud ad vinduerne eller var nede og demonstrere med os. Vi kan i flæng nævne Sophie Hæstorp, Mette Frederiksen, Kirsten Brosbøl og Magnus Heunicke. Det var dejligt med en god dag, hvor vi fik vist vores store utilfredshed til regeringen såvel som befolkningen.

Jeg har mødt Bill Clinton

2007-10-02T19:05:00.000+02:00

Efter direkte opfordring fra DSUs forbundsformand, Jacob Bjerregaard vil jeg igen sætte gang i min blog igen, så cyberspace endnu engang kan få et medie for "højtråbende, socialistiske folkeskoleelever." Så i dag vil jeg genstarte bloggen med en historie af de meget interessante. I dag mødte jeg Bill Clinton. Jeg gik sammen med de andre røde fuldtidsansatte fra DSU til demonstration mod velfærdsforringelserne. Vi gik ad Strøget, da Alexander Nepper pludselig stoppede op, fordi han syntes, at han kunne se Bill Clinton. De andre DSU'ere, ført an af Forbundssekretær Casper Claudi, slog det hen, fordi det "ikke var ham". Men jeg blev ved Neppers side, og ganske rigtigt, op ad Nørregade kom USAs tidligere præsident. Nepper var hurtig og spurgte præsidenten, om han ville deltage i vores demonstration. Præsidentens svar var:

"I'd like to, but I have to go."

Jeg fik selv næsten et billede af Clinton, men jeg blev skubbet væk af hans body guard med ordet: "mmmhmm."

Nogle mennesker taler om en nærdødsoplevelse, men i dag havde jeg en nær-Clintonoplevelse.
(Håber du er glad nu, Bjerregaard.)

Tillykke til en gigant

2007-08-24T21:14:00.000+02:00

Da jeg ikke rigtig føler, at nogen læser denne blog, har der været ret stille omkring den det sidste stykke tid. Men jeg prøver nu alligevel igen. Som de fleste nok ved, er jeg hovedkulds forelsket i cykelsporten. Og i dag skal der lyde et tillykke til en af cykelsportens største mestre nogensinde. Mister Paris-Roubaix, Roger de Vlaeminck, fylder 60, skriver http://www.feltet.dk/. Det kan virke lidt irrelevant sammenlignet med de politiske indlæg, der plejer at være her på bloggen, men da det er mit erklærede mål at udbrede kendskabet til historiens mest fantastiske cykelryttere, kommer der her et indlæg om Roger de Vlaeminck.

Roger de Vlaemincks karriere startede, da han i midten af tresserne blev amatørverdensmester i cykelcross. Det var lidt et tilfælde, at de Vlaeminck satte sig op på en cykel. Hans interesse blev vækket, da storebror Philip tog ham med til cykelcross. Roger de Vlaemincks evner for cykelcross gav ham i 69 plads på et professionelt hold med et belgisk navn, der er uforståeligt for almindelige mennesker som mig. Men her blev 21-årige de Vlaeminck holdkammerat med selveste Eddy Merckx. Til det flamske endagsløb, Omloop Het Volk, der er den første af de mange klassikere i Flandern, var de Vlaemincks hold så plaget af skader, at de Vlaeminck fik en plads som vandbærer i det prestigefyldte løb. Men efter de cirka 200 kilometer, blev de Vlaeminck hædret som vinder af løbet.

De Vlaeminck var billedet på en flamsk klassikerrytter. I modsætning til sin evige rival, Eddy Merckx, var der kun et sted, hvor han var god: Brostene. Men der var de Vlaeminck til gengæld den bedste af dem alle. Han er om nogen symbolet på brostensklassikeren over dem alle, Paris-Roubaix, som han vandt hele fire gange. Desuden er han en af de få ryttere, der kom over den magiske grænse på 200 sejre i karrieren. De Vlaeminck har også vundet både Milano-San Remo, Ronde van Vlaandern, Paris-Roubaix, Líège-Bastogne-Liège og Giro di Lombardia. Det lagt sammen med 22 etapesejre og 3 pointtrøjer i Giroen og Tirreno-Adriatico 6 gange i træk gør de Vlaeminck til sin generations største klassikerrytter og en af de største gennem tiderne. Et stort tillykke herfra.

Hvis man er yderligere interesseret i de Vlaeminck og hans evige kamp mod Eddy Merckx, bør man se Jørgen Leths film "En forårsdag i helvede", der handler om Paris-Roubaix i 1978. De Vlaemincks storhedstid på det gamle Brooklyn-hold.

Stærkt, Helle!

2007-08-15T20:53:00.000+02:00

Det ser ud til, at den socialdemokratiske partileder endelig er ved at finde topformen. Helle Thorning virker skarpere end hun har gjort længe, og hun er endelig ved at få sat den politiske dagsorden. Hun har styr på, hvad hun siger i medierne, hun kommer ikke til at kaste sig for langt ind mod midten og kommer til at virke holdningsløs. Derimod virker Helle Thorning mere fyldt af holdninger - naturligvis moderate holdninger, men alligevel holdninger, statsministerkandidaten får ud over rampen. Det er flot, og det må få mange af de partimedlemmer, der har kritiseret Thorning til at blive tavse. Hvis Thorning kan opretholde et aktivitetsniveau, der er lig det, der har været i de seneste uger, vil også min kritiske røst forblive tavs mod partitoppen.

Dog er der måske nogle taktiske problemer i Thornings overflødighedshorn af politiske forslag. Det er nemlig noget, der gør, at den nuværende politiske stemning bliver vendt til fordel for Socialdemokraterne. Men det vil bare betyde, at de bliver spildte. For hvis Socialdemokraterne tager bare et par ekstra mandater hjem, vil de overgå Venstre, og Fogh kan ikke længere tælle til 90, især ikke hvis Khaders nedtur fortsætter. Så hvis Socialdemokraterne ønsker et valg nu, er det ikke klogt. Hvis man derimod ikke mener, at man er klar, så er dette genialt. For selvfølgelig har Regeringen med Anders Fogh i spidsen ingen interesse i at starte en valgkamp, hvor man på forhånd er efter Socialdemokraterne.

Men alt i alt, så bør Helle Thorning, Sass, Lykketoft, Auken og alle de andre, der har været ude med enten kritik af regeringens metoder, deres politik eller selv er kommet med socialdemokratiske forslag, fortsætte den gode stime. På den måde viser vi, at vi er klar til at tage udfordringen op.

Danske soldater bør bruge lokale tolke

2007-08-15T16:53:00.001+02:00

På baggrund af erfaringerne fra Irak, ønsker den danske regering nubenytte tolke, der enten kommer fra udlandet eller fra andre dele af det land, de danske styrker opererer i. Det skal for eksempel være tilfældet i Afghanistan. På den måde mener den danske regering ikke, at tolkenes sikkerhed på noget tidspunkt vil komme i fare, da de ikke vil blive hængt ud i deres lokalområde.

Min personlige mening er, at dette måske kan lyde som en meget god idé. Og det er sikkert også med som minimum forholdsvis reelle hensigter, at regeringen vælger at komme med dette forslag. Men det ændrer ikke på, at der er nogle store problemer ved det løsningsforslag, den borgerlige regering her er kommet med. Det er for eksempel, at de tolke, der ikke er fra lokalområdet ikke kan vurdere, hvordan forholdene helt lokalt er. Derfor kan det gå ud over de danske soldaters sikkerhed, hvis man vælger ikke at bruge lokale tolke.

Hash bør ikke legaliseres

2007-08-13T10:57:00.001+02:00

Thomas Banke er kun lige blevet valgt som formand for VU. Men allerede nu er han altså ude med et budskab af de mere kontroversielle. Først erkender den unge venstreløve et udbredt misbrug af hash og diverse andre euforiserende stoffer i sin ungdom. Efter denne bekendelse, der for resten er forholdsvis udbredt viden blandt ungdomspolitikere, går VU-formanden skridtet videre og siger, at Danmark skal følge den ordning, hollænderne har haft i mange år. En ordning, hvor alle over 18 år kan købe hash i visse mængder på kaffebarer. Det er nu officiel VU-politik. Det må siges at være en udmelding af de noget overraskende fra en så nyvalgt VU-formand. Men altså, hatten af for ham, at han indrømmer sine fejl i ungdommen. Men det ændrer stadig ikke på, at det vil være en forkert løbebane at acceptere hash. Hash er yderst skadeligt for hjernen, og vi skal ikke sende det signal, at hvis bare man er gammel nok, så er hash okay. Hash er altid yderst skadeligt, og derfor skal vi som samfund tage afstand fra det.

VKO smuldrer

2007-08-12T10:47:00.001+02:00

Mange, alt for mange, siger, at Fogh er usårlig, at han allerede nu er så godt som sikker på 4 år mere i Statsministeriet, hvis han som ventet snart udskriver valg. Det billede kan Rambøll dog godt punktere en smule. Danmarks Radio kan på deres netavis skrive, at det nuværende VKO-flertal er væk. Anders Fogh, Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard kan ikke tælle til 90 - ifølge Rambøll må de stoppe allerede ved 83.
Som det ser ud lige nu, så er det Naser Khader, der - på trods af markant dalende meningsmålinger og en overraskende elendig debat i går - bliver tungen på vægtskålen. Med hjælp fra Naser Khader og Ny Alliance kan et VKOY-flertal nemlig mønstre magiske 91 mandater. Men det er nok meget tvivlsomt, at Naser Khader og Pia Kjærsgaard har noget som helst ønske om at støtte den samme regering - den vil knække forholdsvis hurtigt. Så måske skal man kigge efter andre regeringsalternativer. Her kommer mine bud på, hvilke vi i teorien kan se:

VKOY: Fogh fortsætter som statsminister. VKOY er lige nu kun akkurat et flertal, og med Naser Khaders dårlige debatevner og nedadgående meningsmålinger virker det usandsynligt, at det vil holde. Desuden er det svært at se Khader og Kjærsgaard støtte samme regering.

SRFY: Har indtil videre et fint flertal, takket være Radikales og især SFs fremgang. Problemet er, om Khader kan finde sammen med sine gamle fjender fra Radikale, og om han kan blive enig med Søvndal og co. om noget som helst. Denne konstallation vil med al sandsynlighed pege på Helle Thorning som statsminister.

SRKY: Denne utraditionelle konstallation hen over midten virker måske ved første øjekast usandsynlig, men er det langt fra. På langt de fleste områder kan de fire partier sagtens blive enige. Det største problem bliver nok højrefløjen hos Konservative, der ikke vil være sammen med de røde socialdemokrater, og venstrefløjen i Socialdemokratiet, der hellere vil undvære statsministerposten end gå sammen med de gamle godsejere.

SRF: Har pt intet flertal, men mangler blot cirka 5 mandater for at få det. Vil uden tvivl pege på Helle Thorning.

VKO: Vil kunne fortsætte, hvis de vinder 7 mandater.

Som man kan se er der mange muligheder. Mit personlige gæt er, at Fogh bliver meget svært at slå, men ser man på den parlamentariske situation, er den konstallation, der hedder SRKY. De har - i modsætning til nærmest alle andre konstallationer - et bredt og sikkert flertal, og de fire partier ligger nok også tættere på hinanden end så mange andre. Det eneste problem for den idé er, at det er svært med en regering, hvor fire partier har hver deres dagsorden, de skal igennem med. Så meget er usikkert, men spørger du mig, hvad regeringen hedder efter næste valg, så er SRKY mit bud.

Generalprøve

2007-08-11T21:02:00.001+02:00

I dag var om nogen generalprøven på det teaterstykke, der hedder dansk politik. Ingen er vel efterhånden i tvivl om, at Anders Fogh snart bestemmer premieren med et valg. Derfor var dagens generalprøve, i skikkelse af Venstres sommertræf i Fredericia, et meget vigtigt pejlemærke med henblik på det Folketingsvalg, der tegner til at blive et af historiens mest rodede og uforudsigelige. Og som ved enhver generalprøve, er det tydeligt, hvilke skuespillere, der har øvet deres linjer derhjemme, og hvilke, der er så grebet af deres stjernenykker, at de er overbeviste om deres egne evner som partiledere. Anders Fogh Rasmussen satte en tyk streg under, at han er stykkets evidente hovedperson, at han er statsminister, kongen af dansk politik, og at det bliver mere end blot almindelig svært at vippe ham af tronen. Anders Fogh lavede sin traditionelle, såkaldt omvendte Tony Blair, hvor han trak fra højre af dansk politik og lappede så langt ind over Socialdemokraternes politik, at han nærmest stjal Thornings replikker. Det var for eksempel tydeligt, da Anders Fogh begyndte at acceptere skattelettelser til de lavest lønnede. Anders Fogh er i absolut topform, og han virker mere end blot klar til at trykke på valgknappen.

Men kan man nu også stole på Anders Fogh? Kan man virkelig være sikker på, at han nu som lovet vil give de ekstra milliarder til forbedringer af offentlige bygninger? Kan man være sikker på, at de dårligst lønnede får de lovede skattelettelser? Og kan man stole på Anders Fogh, når han siger, at han vil gøre det lettere for arbejdere fra andre lande at få arbejde i Danmark? Det klare svar er, at ja, det kan man godt. Man fristes næsten til at citere Fogh selv: "Det man lover før valget, det holder man også efter valget." Men hvad sker der ellers efter valget? Vil Fogh pludselig blive socialdemokrat light? Vil han pludselig begynde at vise et nyt og humant ansigt frem? Nej, det vil han ikke. På trods af al spinsnakken, på trods af alle løfterne, så vil Fogh ikke ændre sig det mindste efter et valg. Han vil fortsat sylte velfærden, han vil fortsætte med at føre en politik, der er stærkt asocial, der styrker de rige og udnytter de fattige. Vi kender det fra de senere år: I valgkampen lover Venstre til højre og venstre i en sådan grad, at vælgerne nærmest bliver overvældet. Når så valget kommer giver Venstre de penge, og alle de, der ikke blev velsignet af valgløfterne bliver udsat for gedigene snit med Foghs lynende skarpe sparekniv. Vi må ikke glemme, at selvom Fogh kan tage en kortærmet skjorte på og smide slipset op til et valg, så er han og vil altid være, en velfærdsfornægter, der når alt kommer til alt mener, at man må klare sig selv.

Duer ikke, væk!

2007-08-09T21:04:00.000+02:00

Det begynder at være rigtig svært at være venstre-politiker på Københavns Rådhus. De to motorer, Martin Geertsen og Søren Pind, er ikke længere at finde. Derfor er man nu nået til et punkt, hvor de politikere, der har reel politisk styrke og tæft er forsvundet. Det billede, der står tilbage af Venstre hos København er et billede af et regeringsparti, der står og forsøger at indtage en borg. En borg, der er langt mindre end den største borg, de har derhjemme, men denne borg er så godt som uindtagelig. Venstre er romerne, der forsøger at indtage den socialdemokratiske landsby i en Asterix-film. Og som i alle Asterix-film undrer man sig over, hvorfor Venstre ikke sender en politiker med tæft af sted. Hvorfor de ikke får hevet en joker op af hatten, en, der kan komme udefra og bide skeer med Ritt Bjerregaard. Det som den borgerlige opposition på Københavns Rådhus har gjort forkert, det er, at de har givet op fra starten. Martin Geertsen har lagt sig ind på en alt for forhandlingsvillig kurs, hvor han har accepteret Ritt Bjerregaards position som magtens centrum i København. Venstre må tage en af de store stjerner enten fra regeringen eller Folketinget og køre den, helst unge person, i stilling til posten som overborgmester. Det kunne være en Jens Rohde, der har haft en fatal fiasko med sit forsøg på at skabe TV2 Radio. Der er sikkert også mange andre muligheder, men Venstre må ganske enkelt til at tage lokalpolitik alvorligt - især når det handler om landets hovedstad.

Vi må stoppe fløjkrigene

2007-07-10T17:34:00.001+02:00

For et stykke tid siden blev de forskellige politiske ungdomsorganisationers medlemstal opgjort fra DUF. Det gør de, så man kan se, hvilke organisationer, der skal have hvor meget i støtte. Det gav en lussing til DSU. I en tid, hvor vi er det ledende oppositionsparti, burde vi gå frem. Det er der tradition for, men det er ikke sket. Med et fald i medlemstallet på cirka 200 medlemmer ligger DSU nu på et historisk lavt niveau med blot 1.792 medlemmer. Det har sat gang i de interne stridigheder i organisationen. Der er kø ved håndvasken, hvor diverse, udover at frikende sig selv, gerne vil kaste mudder frontalt ind i hovedet på andre. Især har DSUs organisatoriske leder, forbundssekretær Casper Claudi, og partiformand Helle Thorning Schmidt stået til alvorlige klø fra diverse medlemmer. Det begynder at ligne endnu et klassisk opgør mellem højre- og venstrefløjen i DSU. Det vil uden tvivl blive et spændende opgør, hvis det kommer så langt: Højrefløjen er traditionelt set klart stærkest, men måske har venstrefløjen en vindersag, fordi et parti, der er mere venstreorienteret end DSU har meget stor fremgang. Men det vil også blive en meget drabelig kamp. En kamp, der blot vil skade organisationen endnu mere, en kamp, der vil betyde, at vi også næste gang, der kommer medlemstal fra DUF må undre os over, hvad det mon er vi gør forkert. Det kan jeg sådan set meget let forklare.

I DSU ender alt for mange ting med at handle om interne magtkampe, ligegyldige petitesser og blodige opgør, hvor vi bruger al den energi, vi lægger i organisationen til at bekæmpe hinanden. Intet handler om evner, intet handler om politisk indsigt. Det handler om, hvem der er den styggeste ulv i skoven, hvem der tør svine andre mest til, hvem der bedst kan mingle med de vigtigste personer. Jeg kan fra min tid i DSU erfare, at DSU er en stor gladiatorkamp, hvor venskaber erstattes af alliancer, og hvor selv ikke gode venner skal bevares, hvis magten skal deles. Sådan bør det ikke være. Det bør ikke være sådan, at vi som DSU'ere sidder i to forskellige lejre, ikke taler med hinanden, ikke laver politik med hinanden, men bruger al tid på at forsøge at påføre den anden fløj i partiet et nederlag.

Jeg har langt fra selv været den bedste. Jeg har selv været en skurk. Men disse tal fra DUF bekræfter mig i min teori om, at fløjkrigene er ved at rive organisationen over, fløjkrigene har taget et voldeligt kvælertag på organisationen, og vi kan ikke holde vejret meget længere. Jeg gider ikke fløjkrigene mere, jeg gider ikke være en del af en lejr frem for en anden. Min tavle er visket ren, fortidens problemer er glemt. Og fortid er netop, hvad fløjkrigene er. Disse latterlige kampe har rødder tilbage til før jeg blev født. Da Auken blev væltet af Nyrup, og fløjkrigene for alvor blussede op, var jeg to måneder gammel! I DSU og i Socialdemokratiet må vi stå sammen, vi må finde ud af, at vi er på samme hold, at vi er i samme båd. Lad os bruge al vores tid på at kæmpe mod den borgerlige regering. Så får vi en aktiv organisation, en stærk medspiller i det politiske spil, en inspiration for mange, og et sted, hvor man absolut kan være både glad og stolt af at lægge sine kræfter og træde sine politiske barnesko.

2007-07-05T10:30:00.001+02:00

Jeg er blevet politisk arbejdsløs

2007-07-03T19:26:00.000+02:00

Kender I det, når et kæledyr dør? Når noget, man holder meget af, afgår ved døden i hænderne på en med enorme følelsesmæssige konsekvenser. Sådan følte jeg det i hvert fald i dag. Min politiske arbejdsplads, mit socialdemokratiske hjertebarn, Ungeudvalget, bliver nedlagt, fordi der ikke var nogle medlemmer fra Styrelsen, der havde tid eller lyst til at lede det. Således fik initiativet kun et enkelt år at leve i. Jeg har været meget glad for at sidde i udvalget, jeg er glad for at kunne sige, at jeg har været med til at sætte fokus på børne- og ungepolitik. Men det er også med meget stor ærgrelse, at jeg må konstatere, at jeg ikke mener, at vi helt blev færdige med det forløb, vi havde sat i gang. Vi har i det forgangne år arbejdet med mange forskellige emner, og ud fra dem skulle vi lave et ungdomspolitisk oplæg med en efterfølgende konference. Det er meget ærgerligt, at vi ikke nåede det, men desværre er virkeligheden jo sådan, at man sjældent kan regne med den. Jeg havde bået forventet og håbet, at vi kunne nå at få gjort det færdigt, vi var gået i gang med, men det var desværre ikke muligt, og så må man jo bare indstille sig på det.

Med hensyn til mine politiske aktiviteter, så er de jo så småt ved at forsvinde. Jeg vil derfor bruge den næste tid til at finde ud af, hvor jeg skal lægge mit politiske arbejde i fremtiden. Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde i organisationen, men jeg må lige bruge lidt tid på at finde ud af, hvad der skal være min "hylde" i DSU, om man så må sige.

Venstre tager afstand fra NA

2007-07-02T21:10:00.000+02:00

Ifølge Politikens netavis siger Venstres skatteordfører, Kim Andersen, tager meget klart afstand fra Ny Alliances nyopfundne skattepolitik. Kim Andersen kalder i artiklen Ny Alliances skatteudspil for useriøst. "Skatteudspillet kan bedst betegnes som en lotteriseddel", lyder de uvant hårde ord fra Venstre.

http://politiken.dk/indland/article335146.ece

Det må betegnes som meget uintelligent af Venstre, hvis de begynder at blive uvenner med ledelsen i Ny Alliance. Det kan meget vel sammenlignes med den position, som Venstre er i i øjeblikket, hvor de ikke kan sige Dansk Folkeparti imod, fordi Dansk Folkeparti er deres parlamentariske grundlag. Det kan Ny Alliance meget vel blive efter næste valg. Hvis man ser på den seneste meningsmåling fra Catinet, så kan VKO-blokken blot mønstre 83 mandater. Dermed kan Venstre blive afhængig af Naser Khaders tropper efter et valg, hvis Anders Fogh skal fortsætte som statsminister. Så selvom de fleste nok kan være enig i Kim Andersens vrede, så bør venstrepolitikeren nok holde sin mund, bide sine ord i sig, og så håbe på, at der er andre dele af Ny Alliances politik, der passer den unge venstreløve bedre.

Ung DSU'er vil være folketingskandidat i Helsingør

2007-07-02T17:56:00.000+02:00

Den blot 23-årige DSU'er, Alexander Nepper, meddeler i dag i en mail til medlemmerne af DSU, at han går efter at blive folketingskandidat i Helsingør. " Nogle af jer ved det sikkert allerede - for andre vil det komme som et chok - Jeg stiller op til den nu ledige Helsingørkreds. Det er der naturligvis andre der også gør, så fra nu af er kampen sat ind for de gamle stemmer, jeg vil over sommeren være at finde i bingohallen og andre lokale steder i Helsingør og omegn", siger Nepper i mailen.

Alexander Nepper er medlem af DSUs Internationale Udvalg, der stod bag DSUs udviklingspolitiske oplæg og den efterfølgende konference. Alexander Nepper er derudover ansat i Dansk Landbrug. Alexander Nepper er en populær mand i DSU-kredse, da han ikke blot er en munter fyr, men også i vid udstrækning har formået at holde sig fri af organisationens mange fløjkrige, der især har været meget udbredte i Region Hovedstaden, hvor Nepper er medlem.

Det ændrer dog ikke på, at det vil kræve utrolig meget kampagnearbejde, hvis Nepper skal i Folketinget. Godt nok stillede Nepper op til sidste lokalvalg i Helsingør, men tidligere meldte den kendte debattør Rushy Rashid ifølge http://www.dansk-politik.dk/ sit kandidatur til selv samme post. Men med en meget aktiv afdeling i Helsingør og god støtte fra resten af DSU, så er det næppe utænkeligt, at Nepper kan blive valgt.

Folketingsvalg til efteråret

2007-07-02T17:06:00.000+02:00

Man kan sjældent skjule, at man er ved at gå i krig. Det kræver enorme investeringer i våbenfabrikker, og det er i det hele taget dyrt at bygge en krigsindustri op. Ligesådan er det meget svært at skjule, hvis man er ved at udskrive Folketingsvalg. Og Venstre skjuler ikke særlig godt, at de pønser på et snarligt folketingsvalg. Her er nogle eksempler:

Venstre er begyndt at tage billeder til valgplakater og sende dem til tryk. Ikke noget meget usædvanligt, men dog en indikator.

Venstre har efter sigende lejet et reklamebureau i efteråret. Det kunne tyde på, at et folketingsvalg kunne falde i efteråret, og at Venstre vil fortsætte deres meget populistiske tilgang til det at føre valgkamp.

Venstre er begyndt en politik, der tyder meget på et valg: De er begyndt at lefle for de samfundsgrupper, som de tror, kan hjælpe dem i stemmeboksen. Det så vi senest ved, at regering bøjede sig for FTF ved trepartsforhandlingerne og gav FTF de ekstra 800 millioner kroner, som de ønskede. Vel at mærke efter, at forhandlingerne egentlig var brudt sammen.

Dog er der helt afgjort en mand, der i meget høj grad kan styre, hvorvidt der skal være valg eller ej. Og nej, det er ikke Anders Fogh Rasmussen. Det er Naser Khader. Fogh har ikke lyst til at udskrive valg, før han er helt sikker på, at Naser Khader vil pege på ham som statsminister og ikke Helle Thorning. Men derfor vil Anders Fogh bruge sommeren til at finde ud af, hvad Naser Khader skal have af politiske godbidder for, at han vil støtte Anders Fogh. Men det er nærmest usandsynligt, at det ikke skal lykkes for Fogh at blive enig med Khader, så derfor forventer jeg et valg i efteråret.

Femernbro en dum investering

2007-06-29T16:42:00.000+02:00

I dag er en bro over Femern en realitet. Det er også en realitet, at Danmark kommer til at betale langt størstedelen af milliardprojektet. Det er også Danmark, der skal stille garanti for, at broen kan blive betalt. I mine øjne er det en rigtig dårlig investering. For det første virker det meget underligt, at vi danskere skal stå for langt størstedelen af finansieringen af en bro, der er til glæde for både Danmark og Tyskland. Desuden kan man også overveje, hvorvidt en bro til Femern er den bedste investering for trafikken i Danmark på nuværende tidspunkt. Vi har så mange problemer både på vejnettet og i den offentlige trafik herhjemme, at det et eller andet sted som minimum er forkert, at der ikke har været en reel debat om, hvorvidt vi burde have en bro til Femern eller ej.

Personligt ville jeg langt hellere have brugt de danske penge på en stor udvidelse af den offentlige transport. For de 35 milliarder kroner Danmark skal betale, kunne vi få ordnet skinnenettet, så vi ikke længere skulle blive irriterede over lange ventetider på tog. Vi kunne udbygge motorvejene omkring de store byer, så alle mennesker ikke skulle sidde i kø hver evig eneste morgen. Vi kunne sørge for at få ordentlige muligheder for at tage med offentlig transport, det vil sige regelmæssige busruter flere gange i timen - også i udkantsområderne. Eller hvad med at give Århus en ordentlig lufthavn eller sørge for at gøre alle statslige flyrejser miljørigtige, forske i alternative brændstofsmetoder, der kunne stoppe den globale opvarmning og formindske luftforureningen drastisk. Det kan godt være, at disse planer ikke alle er realistiske, men vi kunne da som minimum overveje det noget bedre, før vi fuldstændig binder os fast på et risikabelt milliardprojekt.

Connie hos Konservative

2007-06-18T17:23:00.001+02:00

Efter formandsskiftet hos de Radikale er det måske på tide at se sig om efter, hvem der kunne blive den næste i rækken af afgående formænd. Der vil jeg meget gerne se over til det gamle godsejerparti, Konservative, hvor Bent Bendtsen mere og mere begynder at ligne en kransekagefigur. Bent Bendtsen har så at sige fuldført den mission, han var sat til at udføre: At skabe ro i Det Konservative parti. Derfor bør Bent Bendtsen gå af. Men i så fald vil han ikke som Marianne Jelved gå af, mens hun havde sat sin enorme succes over styr ved at gå all in i kampen for at blive statsminister. Hvis Bent Bendtsen gik af nu, ville han absolut blive husket som en politisk strateg, der formåede at holde styr på sit parti og fik skabt ro på partiets indre linjer.

Det naturlige spørgsmål, der så rejser sig, er naturligvis, hvem der i så fald skulle overtage formandsstolen hos De Konservative. Den ligger ret lige for. Allerede på KUs landsmøde opstillede KU Lene Espersen og Connie Hedegaard som formandskandidater. Her vandt Lene Espersen en jordskredssejr. Jeg vil personligt mene, at Connie Hedegaard vil være det bedste valg i dansk politik lige nu. Lene Espersen er ganske enkelt for konservativ til, at hun rigtigt vil kunne være manøvredygtig på den politiske slagmark af en midtbane, hvor næste folketingsvalg efter alt sandsynlighed vil blive afgjort. Lene Espersen er skam dygtig, og hun har uden tvivl gjort det godt som justitsminister, men jeg tror, at Connie Hedegaard vil være bedre som formand for de Konservative.

Connie Hedegaard er, ud over en engageret, fremragende og medlevende politiker, en af de få konservative, der virkelig er tålelig for socialdemokrater som mig. Hendes kamp for et ordentligt miljø er anerkendt både herhjemme og i udlandet. Og hun vil være en af de konservative, der vil kunne få mig til at sige, at et regeringssamarbejde ikke kategorisk kan afvises. Sammen med Connie Hedegaard ville en SKR(NA?)-regering kunne tænkes. Det bliver spændende at følge den næste spændende historie i denne fantastiske tid.

Nye vinde blæser

2007-06-17T10:04:00.000+02:00

Jeg må gøre noget, jeg egentlig ikke kan lide. Jeg må erkende, at jeg tog fejl. Jeg var nok lidt gammeldags i min måde fuldstændig at fraskrive et samarbejde ind over midten. For fakta er, at nye vinde blæser. Fakta er, at vi med den mandatfordeling, der vil komme efter næste valg, ikke kan sætte os ned og lade os styre af gamle og uden tvivl smukke, men også fordummende og ideologiske tanker. Det er klart, at vi ikke længere kan sætte os ned, fortælle om velfærdsstaten og udelukke alle, der ligger til højre for midten. I så fald ville vi føre en blokpolitik, der ikke var et hak bedre end den, regeringen fører nu. Vi må kigge os om efter nye samarbejdspartnere.

I den sammenhæng ville det i mine øjne være meget underligt, hvis ikke vi benyttede os af den fordelagtige situation, at Ny Alliance er kommet ud af absolut intet på den politiske scene, og at Konservative sidder i en regering, de måske ikke ønsker. Dermed ikke sagt, at vi skal kaste taburetter i hovedet på Khader og Connie, men på mange centrale områder vil det da være muligt at samarbejde. For eksempel på den meget vigtige integrationspolitik kan jeg sagtens se mulighed for samarbejde.

Vi skal selvfølgelig ikke bare vælte regeringen for at vælte regeringen. Vi skal holde fast på det, der altid har været vores mål, det, der altid vil være vores mål: Et stærkt velfærdssamfund, der er styret af en god og stærk offentlig sektor. Hvis der er andre, der kan tilslutte sig projektet om at få genoprejst det velfærdssamfund, der har været på retræte de seneste par år, så synes jeg, at de skal være velkomne, uanset hvilken fortid de har. Vi lever i det nye årtusinde, og vi må føre en politik, der passer dertil.

Uacceptabelt at slå børn

2007-06-09T22:44:00.000+02:00

Det burde egentlig være logisk nok: Forældre må ikke slå deres børn. Men i dag kan politiken.dk skrive, at 10 år efter, at revselsesretten blev afskaffet, slår 13 % altså stadig deres børn. Det er ganske enkelt ikke i orden. Det er stærkt uacceptabelt, at forældre udøver vold mod deres børn. Det er mere end noget andet demoraliserende for et barn at opleve, at forældrene anvender så hårde, demoraliserende og også ulovlige magtmidler. Forældre burde i langt højere grad hjælpe deres børn, støtte dem og tale med dem. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at irettesætte en gang imellem, men man må aldrig tye til så yderligtgående metoder som det er at udøve vold mod sit eget barn.

Konsekvensen af at afstraffe sit barn fysisk er enorm. Børn ser grundlæggende op til deres forældre. For mange børn er det et evigt og desværre ofte også uopnåeligt mål at få forældrenes accept, stolthed og kærlighed. Forestil dig så, hvor ødelæggende det må være for ens selvtillid, at de mennesker, man ønsker skal acceptere en, pludselig står og slår en. Derudover er det et meget forkert signal fra forældrenes side, at de står og slår deres børn. Børn gør som regel som deres forældre, og derfor er det et meget forkert signal fra forældrenes side, hvis de slår deres børn.

Men hvad kan man så gøre ved problemet, kan man så spørge. Der er mange ting, der kan gøres. Jeg går ud fra, at hvis forældre slår deres børn, så er det ganske enkelt, fordi de ikke ser andre løsninger. Forældre elsker vel som udgangspunkt deres børn, så derfor er der vel ingen forældre, der ønsker at slå deres børn. Vi må opfatte forældrevold som forældrenes skrig om råb, og derfor skal der så snart man finder ud af, at et barn bliver slået derhjemme, tilbyde den pågældende familie terapi. For at finde ud af, at børnene bliver slået derhjemme, bør man i skolerne fortæller børn om, at det ikke er okay, at mor og far slår derhjemme. Men derudover bør man nok også kigge på, hvorvidt forældre kan blive ved med at være forældre, hvis de slår deres børn. Jeg håber, at politikerne vil tage dette meget alvorligt, for hvis ikke de gør det, så kan vi komme til at stå med en gruppe af mennesker, der simpelthen er traumatiserede af deres barndom og derfor for eksempel ikke får taget en uddannelse, ligesom mange, der har haft uroligheder i hjemmet som børn ender med at fylde op i statistikken over folk på kontanthjælp.

Undskyld, Sverige

2007-06-02T22:22:00.001+02:00

I de år, jeg har fulgt med i fodbold, er der forholdsvis få kampe, jeg ved, at jeg aldrig nogensinde vil glemme. De kampe, vil jeg aldrig nogensinde glemme, fordi de har været så fantastiske, interessante og levende, at jeg nød at se dem. Sådanne kampe, som man kun ser et par gange i hvert årti, hvis man er heldig, giver en rus, der må overgå alt, man overhovedet kan forestille sig. Jeg kan huske UEFA Cup-finalen 2000 i København mellem Arsenal og Galatasaray, jeg kan huske, da Liverpool et år senere slog Deportivo Alaves, og jeg kan huske den fantastiske Champions League-finale i Istanbul mellem Liverpool og Milan.

I dag har jeg kunnet tilføje endnu en kamp til den gruppe. Det vidste jeg egentlig allerede efter, at vi sensationelt kom tilbage fra 0-3 og fik udlignet til 3-3. Det var en af de kampe, hvor der var en stemning, en sitren og en fodboldglæde langt ud over det, jeg troede var muligt. Det var en af de dage, hvor jeg kunne mærke broderskabet mellem os og vore svenske venner vokse, leve og gro som aldrig før. Men det er ikke det, jeg eller nogen anden vil huske kampen for. I dag var en af den slags kampe, der får mig til at slå hovedet ned i jorden, får mig til at lade klaphatten ligge. Dette var en af de dage, hvor Dannebrog bare ikke virker nær så flot, hvor vort flag ikke blafrer som tidligere. Christian Poulsens tåbelige reaktion gør mig flov, jeg fatter ikke dette idiotiske menneske, jeg forstår ikke, at en mand kan ødelægge så meget for en hel nation. En hel nation, der er kendt vidt og bredt for vores evne til at skabe gode fodboldoplevelser, vores fantastiske rooligankultur. Alt dette er ødelagt i dag. Enhver straf, der må komme efter dette, vil ikke kunne nærme sig den straf, det er, at vi har mistet vores gode ry, at vi alle bliver straffet og gjort til skamme på grund af Christian Poulsens dumheder. At en idiot af en tilskuer så også løber på banen og slår ud efter den dommer, der reagerede helt korrekt, det er blot endnu mere salt, der bliver gnedet ind i et sår af skam. Og jeg må som dansker undskylde til mine svenske brødre: Undskyld, Sverige. Undskyld, at der er to idioter ud af 5.500.000 danskere, der skulle ødelægge denne fantastiske kamp. I skabte den sammen med os, vi ødelagde den alene. Men også tak, tak fordi I ikke raser over enkeltpersoners latterlighed, tak fordi I husker alle de gode ting, tak fordi I ved, at vi er brødre, og at brødre tilgiver hinanden. Vi kommer ikke til EM nu, men det gør I, og vi vil holde med jer. Jeg vil leve, jeg vil dø i Norden.

Gentleman i Paris

2007-05-25T17:10:00.000+02:00

Før sommeren 1996 var det eneste, jeg kendte til sport, nogle fodboldkampe mod min far i vores lejlighed på Amalievej på Frederiksberg og fodboldkampene på legepladsen i børnehaven. Men den sommer skete der noget usædvanligt med mig. Jeg oplevede sporten på en ny måde, så den i et nyt perspektiv. Jeg så, hvordan menneskekroppen kunne presses til grænser, der ikke syntes mulige. Jeg stiftede bekendtskab med en sport, der mere end nogen anden viste rytternes lidelser, lod publikum komme helt tæt på deres følelser, deres tanker, deres fantastiske og legendariske sejre, deres frygtelige og smertefulde nederlag. Sporten var cykelsport, løbet var Tour de France, idolet var Bjarne Riis.

Siden da er cykelsporten gået fra for mig at være en sport, en interesse til at være en passion. En livslang passion. Jeg elsker cykelsport. Jeg ved godt, at man i disse år ikke bør sige det, men jeg elsker cykelsport. Jeg følger med i det, helt ned i ungdomsrækkerne. Jeg elsker alle slags cykelsport. Jeg elsker, når rytterne forcerer hårde, korte, stejle stigninger som Muur-Kapelmuur, Mur de Huy og Saint Nicolas. Jeg elsker at se de store brostensryttere banke sig selv gennem Arenbeerg eller over Coufour de l'Arbre. Jeg elsker at se de enorme enkeltstartskørere træde i enorme tråd, mens de kæmper på sekunder mod hinanden. Jeg elsker at se de små, lette grimpeurs flyve hen over de største bjerge i en så aggresiv stil, at det giver mig gåsehud. Jeg elsker at se de lynende hurtige sprintere nå enorm fart på det sidste stykke ind mod mål. Jeg elsker at se de elegante baneryttere skifte i et 6-dagesløb, tage en dobbeltomgang og suse ind i svinget. Jeg elsker at mærke begejstringen, glæden, folkefesten.

Jeg elsker historierne. Og jeg nyder historierne. Om hvordan Gino Bartali afværgede en kommunistisk revolution i Italien i ved at vinde Touren 1948, hvordan Coppi afsluttede krigen i italienerens bevidsthed, da han kørte ud af Turchino-tunellen Milano-San Remo 1946, og selv samme Coppis legendariske Tour-sejr 1952, hvor han forcerede Sestrière, Montgenevre og Alpe d'Huez som den første i historien. Jeg elsker Anquetils sejre, Merckx' evne til at æde alt, jeg ved, at han nægtede at bære den gule trøje, da Ocaña styrtede, jeg ved, at Hinault vandt Liège-Bastogne-Liège i 1980 ved at køre gennem snestorm. Men en Tour står for mig som den største, den vigtigste og mest historiske. Det var den udgave af Tour de France, jeg så som fireårig. Den udgave af Le Tour, der trak mig ind som inkarneret cykelelsker. Tour de France 1996. Jeg glemmer aldrig hans angreb på Sestrière og Les-Arcs. Jeg glemmer aldrig, da han knuste Indurains regime ved enkeltstarten i Val d'Isere. Og mindst af alt glemmer jeg da han med et overskud og en intellekt af uanet grad slog alt og alle på Hautacam. Og selvom Riis i dag erkendte, at han ikke var ren, og selvom det står klart for enhver, at cykelsporten aldrig har været det, så elsker jeg den. For inderst inde er jeg stadig den lille 4-årige dreng, der kører rundt på vejene og leger, at han kører mod de store stjerner: Zülle, Olano, Rominger, Berzin, Indurain, Ullrich, Jalabert, Virenque, Difaux. Men den største stjerne og min største helt, det er, det har altid været og det vil altid være Bjarne Riis.

2007-05-21T18:36:00.000+02:00

Khader er langtidsholdbar

2007-05-13T12:56:00.000+02:00

I de seneste par dage har divserse politiske kommentatorer været ude og nærmest afskrive Naser Khader på lang sigt. Han er næsten blevet beskrevet som en politisk døgnflue, og den politiske redaktør på TV-Avisen sagde, at hvis Ny Alliance kom i Folketinget, ville de næppe få mere end 4-6 mandater. Folk som ham burde åbne øjnene og se, hvad der egentlig er realiteterne i det politiske landskab herhjemme.

For realiteterne er nemlig, at Naser Khader er en folkehelt. Han er for rigtig mange mennesker blevet et skoleeksempel på den integration, vi ønsker. Hans evner - mener mange - kan ikke undervurderes, og han må være et fantastisk forbillede for samtlige indvandrere i det danske samfund. Desuden har Ny Alliance lagt så klar afstand til Dansk Folkeparti, at det har tiltrukket mange vælgere fra både Venstre og Konservative. De vælgere, der var trætte af en regering, der er styret af Pia Kjærsgaards luner og ideer. Og det har vist sig at være rigtig mange. Ifølge Megafon er der tale om 25-30 mandater. Et overvældende antal, der, hvis det bliver en realitet, vil skrive partiet ind i historiebøgerne som det nye parti, der er gået ind i Folketinget med flest mandater.

Og hvorfor skulle Ny Alliance ikke kunne det? De har vist sig som et parti, der tydeligvis har ramt en nerve i den borgerlige lejr. En nerve af vælgere, der ikke er glade for, at regeringen samarbejder til højre med Pia Kjærsgaard og lægger sig ind mod midten for at overbyde Socialdemokraterne. Det er en meget stor gruppe af vælgere, der ønsker en klar, liberal, borgerlig politik, der skal være styret af anstændighed og værdighed. Og intet tyder på, at den gruppe af vælgere vil blive mindre frem mod næste valg.

Politisk boost til Khader?

2007-05-07T14:28:00.000+02:00

I dag har Naser Khader og Anders Samuelsen fra De Radikale og Gitte Seeberg fra De Konservative dannet et nyt parti, Navnet er "Ny Alliance". Det er det, fordi det, partiet ønsker, netop er en ny alliance i dansk politik. De ønsker en alliance, der er uafhængig af Dansk Folkeparti. Rent politisk vil de lægge sig som et nyt, borgerligt parti, der nok vil lægge meget vægt på den borgerlige anstændighed. Deres politik vil sandsynligvis komme til at minde en hel del om den politik, CD i mange år stod for, især før Mimi Jacobsens drejning mod venstre. Men hvilke muligheder vil de have for at vinde vælgere?

I øjeblikket vil de nok hovedsageligt kunne fange to vælgergrupper:
De konservative vælgere, der er trætte af, at partiet samarbejder med Dansk Folkeparti om især integrations- og udenrigspolitikken. Det er de vælgere, der vil lægge meget vægt på den borgerlige anstændighed, det vil være de borgerlige humanister, der egentlig ønsker, at alle mennesker skal behandles pænt og ordentligt, og samtidig, at de mennesker, der har klaret sig godt skal have belønning for det. De vælgere er i partitoppen repræsenteret ved Gitte Seeberg, og med tiden er det nok ikke utænkeligt, at andre dele af den "røde" fløj i Det Konservative Folkeparti vil følge med.

Den anden vælgergruppe er den gruppe af radikale vælgere, der er trætte af, at Det Radikale Venstre har udviklet sig til et parti for de intellektuelle med mange penge. De ønsker et borgerligt og dog humanistisk parti for alle mennesker. De er repræsenteret ved Khader og Samuelsen, og med tiden måske også folk som Elisabeth Geday.

Hvis partiet Ny Alliance formår at trække de vælgergrupper til sig, så kan det godt være et parti, der kan slå sig fast på den politiske scene. Hvis de formår at markere sig med mange af de sager, man har set mange kristendemokrater rundt omkring i Europa slå sig op på, så har de en chance. De ting er lettelse af skatten på arbejde, en stram, men humanistisk udlændingepolitik, en solid og varieret uddannelse med videre. Men hvis det her går hen og bliver en højredrejet udgave af Det Radikale Venstre, hvis det her bliver Khaders personlige parti, hvis det aldrig formår at rive sig ud af stridighederne i Det Radikale Venstre, så er der nok tale om en politisk døgnflue.

Hvis Khader og Høxbro danner et parti

2007-05-06T21:33:00.000+02:00

Der er en intern splittelse i Det Radikale Venstre. Højrefløjen, anført af folkehelten Naser Khader, er frustreret over den drejning partiet har taget som følge af deres store succes i det sidste stykke tid. De mener, at partiet er blevet for oppustet og intellektuelt. Da Elsebeth Gerner Nielsen i sidste uge iførte sig et tørklæde efter muslimsk forbillede, flød bægret over for den radikale rådmand på Frederiksberg, Pernille Høxbro, der må regnes for værende på partiets absolutte højrefløj. Det har sat spekulationerne i gang: Vil folk som Khader og Høxbro, der personificerer den højrefløjen i De Radikale, forsøge at danne deres eget parti?

Det er slet ikke utænkeligt. Men hvad vil konsekvenserne være set ud fra muligheden for at vælte Regeringen? Hvis Khader og Høxbro får dannet et parti, der kommer over spærregrænsen, kan de så trække mandater fra centrum-venstre blokken til den nuværende VKO-blok? Men der skal man så også kigge på, hvem det er, det nye parti eventuelt kunne tage stemmer fra. Det ville selvfølgelig være de radikale vælgere, der er trætte af at være alt for intellektuelle. Men de vil måske allerede nå at gå over mod Konservative. Så den politiske indflydelse for et eventuelt parti vil næppe være den store, ud over, at den muligvis kan trække noget indflydelse fra Dansk Folkeparti, hvis regeringen kan leve uden stemmerne fra DF.

Men rent politisk, så bør Khader, Høxbro, Samuelsen, Geday og hvem, der ellers kunne tænke sig at trække De Radikale til højre, nok tage kampen internt i partiet. Deres mulighed for at få deres nye parti til at fungere må regnes for meget små, hvorimod deres mulighed for at trække Det Radikale Venstre en smule til højre nok er en hel del større.

På besøg i Indre Mission

2007-04-24T14:54:00.001+02:00

Hver tirsdag har jeg fritime i anden lektion. Jeg har sjældent særlig meget at lave, så som regel går jeg rundt og keder mig med vennerne. Og over for min skole er der en stor, rødstenet bygning. Der står "Bethesda" på taget, og i kælderen ligger der en lille boghandel. Sammen med mine venner har jeg altid undret mig over, hvad der mon var inde i den bygning. Vi bestemte os for, at i dag ville vi finde ud af det.

Vi ringer på døren. Jeg blev blændet af solen, der genspejlede sig i det blanke metal på deres ringeklokke. Der gik et godt stykke tid. Faktisk så lang tid, at vi begyndte at tænke over, om der nogensinde ville blive åbnet. Men lige før vi er ved at vende om for at gå, kommer der en mand, der åbner døren. Han kigger på os med et underligt, men stadig venligt blik. Han har et rødt, krøllet hår, der lige akkurat er langt nok til at blive samlet i en hestehale. Så har han et lille skæg på hagen. Vi spørger, hvem det er, der bor der. Manden bliver meget venlig og siger, at han er fra Indre Mission. Han spørger, om vi ikke vil komme indenfor og se.

Vi træder ind i et lidt rodet kontorlokale. Mandens pibe ligger i askebægeret på det, jeg regner med er hans skrivebord. På reolerne står der adskillige papmapper, hvor der står navnene på forskellige religiøse bevægelser. Han fører os videre ind i en sal, der er lidt større end et klasseværelse. I hjørnet står der et flygel, og der står også to trommer omme bagved. Bordene står fint samlet i cirkler. Jeg spørger ham, hvad de bruger salen til. Han fortæller, at de har forskellige møder der og han fortæller også, at rummet bliver brugt hver fredag aften som et mødested for ensomme mennesker. Han smiler lidt til mig og mine venner, mens vi kigger os omkring. Han går videre, og vi følger efter.

Vi går ud i deres køkken, hvor der står to og snakker og laver kaffe. Jeg spørger, hvad det egentlig er, Indre Mission bygger på.
"Det er en kristen bevægelse", siger han og fortsætter, "der er mange måder at forstå kristendommen på. I Indre Mission forstår vi den på en lidt konservativ måde."
Min ven spørger ham, om man så skal leve fuldt ud efter Biblen.
"Man skal i hvert fald prøve", svarer han. "Men mange steder er Biblen meget selvmodsigende, så det kan ikke lade sig gøre fuldt ud, men man kan gøre sit bedste."

Han viser os videre op i en ny sal. Den minder meget om den, vi så før, men her er der også en sofa i hjørnet. Han fortæller, at de hver uge har et arrangement, et fristed kan man sådan set sige, hvor teenagere kan mødes og snakke sammen. Han viser os papirmateriale om deres arrangementer. Det ligner sådan set meget noget fra en fritidsklub. Der er sportsarrangementer, sangmøder og meget andet. Det eneste sted, hvor det adskiller sig er ved, at der er aftener, hvor religion og tro er det vigtigste tema.

Til sidst var der én kommentar, der trængte sig på.
"Det er dejligt, at I er så åbne omkring jer selv. Jeg mener, mange religiøse bevægelser er meget lukkede og meget bange for at folk finder ud af, hvem de er."
Han kiggede på mig med det blik, han også havde kigget på mig med, da vi kom ind. Lidt overrasket, men samtidig venligt.
"Vi synes jo, at det er nogle gode tilbud, vi har her, så det ville da være dumt, hvis ikke vi lod folk se dem."
Han åbnede døren ud til gaden, hvor forårssolen skinnede dejligt. Jeg gik hen, gav ham hånden og takkede mange gange for, at vi måtte komme. Mine venner gjorde det samme. Han smilte og sagde, at han var glad for, at vi kom. Vi nikker og går.

Jeg ved ikke, om jeg er kristen. Men jeg ved i hvert fald, at jeg ikke er konservativ kristen. Jeg ville aldrig nogensinde melde mig ind i Indre Mission. Men alligevel var jeg glad for, at jeg havde set, hvem de var. Jeg er glad for, at jeg har set deres side af sagen og indset, at selvom de forstår livet på en anden måde en jeg gør, så er det flinke mennesker, der tror på deres ideer og er venlige nok til at vise dem til os andre.

Træt af monarkiet

2007-04-23T20:07:00.000+02:00

Først vil jeg melde mig i den uendeligt lange række af folk, der vil lykønske Kronprinseparret. For ja, det er da rigtig fint for dem, at de har fået en lille datter, og det er da dejligt at se, at deres familie har det godt og er ved at vokse.

Når det så er sagt, så er jeg efterhånden ret så træt af, at vi konstant skal trækkes rundt i manegen med det gabende kedelige monarki. En pige er blevet født, fint nok, men så er der heller ikke mere at sige. Der er ingen grund til at lave TV-Avisen "Ekstra", der er ingen grund til at have op til flere reportere på Rigshospitalet for at de fra flere vinkler kan se, når "Frede" med hænderne viser, hvor langt tøsebarnet er. Det er skuffende, at The Simpsons på 3+ var det mest intelligente, der blev vist den dag.

Lad os bare se det i øjnene: Kongehuset har for længst overskredet sidste holdbarhedsdato. Alt det der med gamle slotte og eventyrland, det er bare passé. Vi burde i vores samfund være kommet ud over det punkt, hvor vi mener, at det er fint, at der er folk, der er født til at få kastet millioner af skattekroner efter sig hver evigt eneste år. Vi må komme videre, vi må udvikle os. Selvfølgelig er det fint, at vi er klar over vores historie, men vi kan bare ikke leve i den, vi kan ikke blive ved med at gå og lege eventyrland og sige "se den lille havfrue" til japanerne og fortælle amerikanerne, at der altså ikke er en restaurant i hendes hoved.

Vi må komme videre, vi må fortælle omverdenen om vindmøller og Lars von Trier, om brintbiler og velfærdsstat. Og for at det for alvor kan lade sig gøre, bør vi skilde os af med den mest gammeldagse af alle statens mange institutioner: Kongehuset. Så kan det også være, at man kan se almindelig TV-Avis igen.

Velkommen til min blog

2007-04-23T20:04:00.000+02:00

Velkommen til min blog!

Her vil jeg jævnligt fortælle om, hvad der sker i mit liv og i det politiske landskab.
Mit navn er Mads Havskov Hansen og jeg er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, på Frederiksberg. Jeg har tidligere været medlem af Ungeudvalget i DSU, der behandlede alle emner, der handlede om børn og unges hverdag. Da det udvalg desværre er nedlagt, tager jeg i øjeblikket min fremtidige politiske position op til en genovervejelse. Mit interesseområde er meget stort, og derfor mener jeg, at alle politiske emner (dræbersnegle undtaget) har en høj grad af relevans. Dog er jeg især meget optaget af velfærdsområdet, hvor jeg især lægger vægt på børn og unges forhold og uddannelse. Jeg har derudover også arbejdet meget med Afrika, som jeg har holdt et godt kursus om sammen med en makker. Derudover er jeg 15 år og går i 8. klasse på Nathalie Zahles Gymnasieskole, der ligger ved Nørreport Station.